Du er her:
Gengangere
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf, epub, kindle
Om verket
Les mer om verket
​
1.utg: [1]
​
HIS: 383
GENGANGERE

 
​
1.utg: [2]
​
1.utg: [3]
​
HU: 49
GENGANGERE
ET FAMILJEDRAMA I TRE AKTER
AF HENRIK IBSEN
KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
GRÆBES BOGTRYKKERI
1881

 
​
1.utg: [4]
​
1.utg: [5]
​
HIS: 384
​
HU: 51
Personerne
FRU HELENE ALVING, kaptejn og kammerherre Alvings enke
OSVALD ALVING, hendes søn, maler
PASTOR MANDERS
SNEDKER ENGSTRAND
REGINE ENGSTRAND, i huset hos fru Alving
Handlingen foregår på fru Alvings landejendom ved en stor fjord i det vestlige Norge.
​
1.utg: [6]
​
​
1.utg: [7]
​
HIS: 385
​
HU: 53
FØRSTE AKT
En rummelig havestue med en dør på den venstre sidevæg og to døre på væggen til højre. I midten af stuen et rundt bord med stole omkring; på bordet ligger bøger, tidsskrifter og aviser. I forgrunden tilvenstre et vindu, og ved samme en liden sofa med et sybord foran. I baggrunden fortsættes stuen i et åbent noget smalere blomsterværelse, der er lukket udad af glasvægge og store ruder. På blomsterværelsets sidevæg tilhøjre er en dør, som fører ned til haven. Gennem glasvæggen skimtes et dystert fjordlandskab, sløret af en jævn regn.
Snedker Engstrand står oppe ved havedøren. Hans venstre ben er noget krumt; under støvlesålen har han en træklods. Regine, med en tom blomstersprøjte i hånden, hindrer ham fra at komme nærmere.
REGINE med dæmpet stemme
Hvad er det du vil? Bliv stående der du står. Det drypper jo af dig.
ENGSTRAND
Det er Vorherres regn, det, barnet mit.
REGINE
Det er fandens regn, er det.
​
1.utg: 8
ENGSTRAND
Jøss’ som du snakker, Regine. (halter et par skridt frem i stuen) Men det var det, jeg vilde sige –
​
HIS: 386
REGINE
Klamp ikke så med den foden, menneske! Den unge herren ligger og sover ovenpå.
ENGSTRAND
Ligger han og sover nu? Midt på lyse dagen?
REGINE
Det kommer ikke dig ved.
ENGSTRAND
Jeg var ude på en rangel igårkveld –
REGINE
Det tror jeg gerne.
ENGSTRAND
Ja, for vi mennesker er skrøbelige, barnet mit –
REGINE
Ja, vi er nok det.
ENGSTRAND
– og fristelserne er mangfoldige i denne verden, ser du –; men endda så stod jeg, ja Gu’, ved mit arbejde klokken halv sex idag tidlig.
​
1.utg: 9
​
HU: 54
REGINE
Ja, ja, kom dig nu bare afsted. Jeg vil ikke stå her og ha’ rendez-vous’er med dig.
ENGSTRAND
Hvad vil du ikke ha’ for noget?
​
HIS: 387
REGINE
Jeg vil ikke ha’, at nogen skal træffe dig her. Se så; gå så din vej.
ENGSTRAND et par skridt nærmere
Nej Gu’ om jeg går, før jeg får snakket med dig. I eftermiddag blir jeg færdig med arbejdet dernede i skolehuset, og så stryger jeg hjemover til byen med dampbåden inat.
REGINE mumler
Lykke på rejsen!
ENGSTRAND
Tak for det, barnet mit. Imorgen skal jo asylet indvies, og så blir her venteligvis ståk og styr med berusendes drikke, ser du. Og der skal ingen sige på Jakob Engstrand, at han ikke kan holde sig undaf, når fristelsen kommer.
REGINE
Hå!
​
1.utg: 10
ENGSTRAND
Ja, for her møder jo så mange fine folk imorgen. Presten Manders er jo også ventendes fra byen.
REGINE
Han kommer alt idag.
ENGSTRAND
Ja ser du det. Og så vil jeg fan’ ikke, at han skal få noget at sige på mig, skønner du.
​
HIS: 388
REGINE
Åhå, er det så fat!
ENGSTRAND
Hvadfornoget er fat?
REGINE ser visst på ham
Hvad er det nu for noget, du vil narre presten Manders til igen?
ENGSTRAND
Hys, hys; er du gælen? Vil jeg narre presten Manders til noget? Å nej, presten Manders er altfor snil en mand imod mig til det. Men det var det, jeg vilde snakke med dig om, ser du, at inat så rejser jeg altså hjem igen.
REGINE
Rejs jo før jo heller for mig.
​
1.utg: 11
ENGSTRAND
Ja, men jeg vil ha’ dig med mig, Regine.
REGINE med åben mund
Vil du ha’ mig –? Hvad er det, du siger?
​
HU: 55
ENGSTRAND
Jeg vil ha’ dig med mig hjem, siger jeg.
REGINE hånsk
Aldrig i evighed får du mig med dig hjem.
​
HIS: 389
ENGSTRAND
Å, det skal vi nok få se.
REGINE
Ja, det kan du være viss på vi skal få se. Jeg, som er opvokset hos kammerherreinde Alving –? Jeg, som blir holdt næsten som et barn her –? Skulde jeg flytte hjem til dig? Til et sligt hus? Fy da!
ENGSTRAND
Hvad fan’ er det? Sætter du dig op imod din far, tøs?
REGINE mumler, uden at se på ham
Du har tidtnok sagt, at jeg ikke kom dig ved.
ENGSTRAND
Pyt; hvad vil du bry’ dig om det –
​
1.utg: 12
REGINE
Har du ikke mangen god gang skældt og kaldt mig for en –? Fi donc!
ENGSTRAND
Nej-Gu’ brugte jeg da aldrig så stygt et ord ligevel.
REGINE
Å, jeg sanser nok, hvad ord du brugte.
ENGSTRAND
Ja, men det var jo bare når jeg var på en kant – hm. Fristelserne er mangfoldige i denne verden, Regine.
​
HIS: 390
REGINE
Uh!
ENGSTRAND
Og så var det, når din mor slog sig vrang. Noget måtte jeg da finde på at ærte hende med, barnet mit. Altid skulde hun nu være så fin på det. (hærmer) «Slip mig, Engstrand! Lad mig være! Jeg har tjent tre år hos kammerherre Alvings på Rosenvold, jeg!» (ler) Jøss’ bevar’s; aldrig kunde hun da glemme, at kaptejnen blev kammerherre, mens hun tjente her.
REGINE
Stakkers mor; – hende fik du da tidsnok pint livet af.
ENGSTRAND svinger på sig
Ja det forstår sig; jeg skal jo ha’ skylden for alting.
​
1.utg: 13
REGINE vender sig bort, halvhøjt
Uf –! Og så det benet.
​
HU: 56
ENGSTRAND
Hvad siger du, barnet mit?
REGINE
Pied de mouton.
ENGSTRAND
Er det engelsk, det?
REGINE
Ja.
​
HIS: 391
ENGSTRAND
Ja-ja; lærdom har du fåt herude, og det kan komme godt med nu, det, Regine.
REGINE efter en kort taushed
Og hvad var det så du vilde med mig i byen?
ENGSTRAND
Kan du spørge om, hvad en far vil med sit eneste barn? Er jeg ikke en enslig og forladt enkemand.
REGINE
Å, kom ikke til mig med sligt sludder. Hvorfor vil du ha’ mig derind?
ENGSTRAND
Jo, jeg skal sige dig, jeg har tænkt at slå ind på noget nyt nu.
​
1.utg: 14
REGINE blæser
Det har du prøvet så tidt; men lige galt blev det.
ENGSTRAND
Ja, men denne gangen skal du bare se, Regine! – Fan’ æte mig –
REGINE stamper
Lad være å bande!
ENGSTRAND
Hys, hys; det har du så evig ret i, barnet mit! Det var bare det, jeg vilde sige, – jeg har lagt ikke så lidet penger op for arbejdet ved dette her nye asylet.
​
HIS: 392
REGINE
Har du det? Det er jo godt for dig, det.
ENGSTRAND
For hvad skal en vel bruge skillingen til her på landsbygden?
REGINE
Nå, og så?
ENGSTRAND
Jo, ser du, så havde jeg tænkt at sætte de pengerne i noget, som kunde lønne sig. Det skulde være som en slags beværtning for sjøfolk –
​
1.utg: 15
REGINE
Uf da!
ENGSTRAND
En rigtig fin beværtning, skønner du; – ikke sligt noget svineri for matroser. Nej, død og pine, – det skulde være for skibskaptejner og styrmænder og – og rigtig fine folk, skønner du.
​
HU: 57
REGINE
Og så skulde jeg –?
ENGSTRAND
Du fik hjælpe til, ja. Bare så for et syns skyld, kan du vel tænke. Du skal fan’ ikke få det svært, barnet mit. Du kan få det rakt som du vil ha’ det.
REGINE
Ja-vel, ja!
​
HIS: 393
ENGSTRAND
Men fruentimmer må der være i huset, det er grejt som dagen, det. For om kvellerne skal vi jo ha’ det lidt morosomt med sang og dans og sligt noget. Du må sanse på, det er vejfarendes sjømænder på verdens hav. (nærmere) Vær nu ikke dum og stå dig selv ivejen, Regine. Hvad kan det bli’ til med dig herude? Kan det nytte dig til noget, at fruen har kostet lærdom på dig? Du skal jo passe ungerne på det nye asylet, hører jeg. Er det noget for dig, det? ​
1.utg: 16
Har du slig glupendes lyst til at gå og slide dig helseløs for de skidne ungernes skyld?
REGINE
Nej, gik det som jeg havde lyst til, så –. Nå, det kan vel komme. Det kan vel komme!
ENGSTRAND
Hvad for noget er det, som kan komme?
REGINE
Bry’ dig aldrig om det. – Er det mange penge, du har lagt dig op herude?
ENGSTRAND
I et og alt kan det vel bli’ så en syv–otte hundrede kroner.
REGINE
Det er ikke så ilde.
ENGSTRAND
Det er nok til at sætte sig ivej med, det, barnet mit.
REGINE
Tænker du ikke på at gi’ mig noget af de pengene?
​
HIS: 394
ENGSTRAND
Nej Gu’ tænker jeg ikke på det, nej.
REGINE
Tænker du ikke på at sende mig så my’ som et stakkers kjoletøj engang?
​
1.utg: 17
ENGSTRAND
Kom bare og vær med mig ind til byen, du, så kan du få kjoletøjer nok.
REGINE
Pyt, det kan jeg gøre på egen hånd, hvis jeg har lyst til det.
​
HU: 58
ENGSTRAND
Nej, ved en fars vejledendes hånd, det er bedre, Regine. Nu kan jeg få et pent hus i Lille Havnegaden. Der skal ikke mange kontanter til; og der kunde bli’ som et slags sjømandshjem, ser du.
REGINE
Men jeg vil ikke være hos dig! Jeg har ikke noget med dig at bestille. Gå så!
ENGSTRAND
Du blev fan’ ikke længe hos mig, barnet mit. Det var nok ikke så vel. Hvis du forstod at te dig da. Så vakker en tøs, som du er ble’t på de sidste par år –
REGINE
Nå –?
​
HIS: 395
ENGSTRAND
Det vilde nok ikke vare længe før der kom en styrmand, – ja, kanske en kaptejn –
​
1.utg: 18
REGINE
Jeg vil ikke gifte mig med slige nogen. Sjømændene har ingen savoir vivre.
ENGSTRAND
Hvad har de ikke for noget?
REGINE
Jeg kender sjømændene, siger jeg. Det er ikke folk til at gifte sig med.
ENGSTRAND
Så la’ bli’ å gifte dig med dem. Det kan lønne sig ligevel. (fortroligere) Han – Engelskmanden – han med lystkutteren – han gav tre hundrede speciedaler, han; – og hun var ikke vakkrere, hun, end du.
REGINE imod ham
Ud med dig!
ENGSTRAND viger
Nå, nå; du vil da vel ikke slå, ved jeg.
REGINE
Jo! Snakker du om mor, så slår jeg. Ud med dig, siger jeg! (driver ham op mod havedøren) Og smeld ikke med dørene; den unge herr Alving –
​
1.utg: 19
​
HIS: 396
ENGSTRAND
Han sover, ja. Det er svært som du bryr dig om den unge herr Alving. – ( sagtere) Hoho; det skulde da vel aldrig være så, at han –?
REGINE
Ud, og det fort! Du er ør, menneske! Nej, gå ikke den vejen. Der kommer pastor Manders. Nedover køkkentrappen med dig.
​
HU: 59
ENGSTRAND mod højre
Ja ja, jeg skal så gøre. Men snak så med ham, som der kommer. Han er mand for at sige dig, hvad et barn skylder sin far. For jeg er nu din far ligevel, ser du. Det kan jeg bevise af kirkebogen.
Han går ud gennem den anden dør, som Regine har åbnet og igen lukker efter ham.
Regine ser sig hastigt i spejlet, vifter sig med lommetørklædet og retter på sit kravebånd; derpå gir hun sig ifærd med blomsterne.
Pastor Manders, i overfrakke og med paraply, samt med en liden rejsetaske i en rem over skuldren, kommer gennem havedøren ind i blomsterværelset.
PASTOR MANDERS
Goddag, jomfru Engstrand.
REGINE vender sig glad overrasket
Nej se, goddag, herr pastor! Er dampskibet alt kommet?
​
1.utg: 20
​
HIS: 397
PASTOR MANDERS
Det kom nu netop. (går ind i havestuen) Det er dog et fortrædeligt regnvejr vi har nu om dagene.
REGINE følger ham
Det er et så velsignet vejr for landmanden, herr pastor.
PASTOR MANDERS
Ja, det har De visst ret i. Det tænker vi byfolk så lidet på.
Han begynder at drage overfrakken af.
REGINE
Å, må ikke jeg hjælpe? – Se så. Nej, hvor våd den er! Nu skal jeg bare hænge den op i forstuen. Og så paraplyen –; den skal jeg slå op, så den kan bli’ tør.
Hun går ud med sagerne gennem den anden dør tilhøjre. Pastor Manders tager rejsetasken af og lægger den og hatten på en stol. Imidlertid kommer Regine ind igen.
PASTOR MANDERS
Ah, det gjorde rigtig godt at komme i hus. Nå, her står dog alting vel til på gården?
REGINE
Jo, mange tak.
PASTOR MANDERS
Men dygtig travlt, kan jeg tænke, i anledning af imorgen?
​
1.utg: 21
REGINE
Å ja, her er jo en del at gøre.
​
HIS: 398
PASTOR MANDERS
Og fru Alving er forhåbentlig hjemme?
​
HU: 60
REGINE
Ja kors; hun er bare ovenpå og passer chokoladen til den unge herren.
PASTOR MANDERS
Ja sig mig –, jeg hørte nede ved stoppestedet, at Osvald skal være kommen.
REGINE
Ja, han kom iforgårs. Vi havde ikke ventet ham før som idag.
PASTOR MANDERS
Og frisk og rask, vil jeg håbe?
REGINE
Jo tak, det er han nok. Men gruelig træt efter rejsen. Han har faret i et kør lige fra Paris –; jeg mener, han har kørt hele routen med et og samme træn. Jeg tror nok han sover lidt nu, så vi må nok tale en liden bitte smule sagte.
PASTOR MANDERS
Hys, vi skal være så stille.
​
1.utg: 22
REGINE idet hun flytter en lænestol tilrette ved bordet
Og så vær så god og sæt Dem, herr pastor, og gør Dem det mageligt. (han sætter sig; hun flytter en skammel under hans fødder) Se så! Sidder herr pastoren nu godt?
​
HIS: 399
PASTOR MANDERS
Tak, tak; jeg sidder fortræffeligt. (betragter hende) Hør, ved De hvad, jomfru Engstrand, jeg tror tilforladelig De er vokset siden jeg så Dem sidst.
REGINE
Synes herr pastoren det? Fruen siger, at jeg har lagt mig ud også.
PASTOR MANDERS
Lagt Dem ud? Nå ja, kanske lidt; – så passeligt.
Kort ophold.
REGINE
Skal jeg kanske sige fruen til?
PASTOR MANDERS
Tak, tak, det haster ikke, mit kære barn. – Nå, men sig mig nu, min gode Regine, hvorledes går det så Deres far herude?
REGINE
Jo tak, herr pastor, det går ham nokså bra’.
​
1.utg: 23
PASTOR MANDERS
Han var indom hos mig, da han sidst var i byen.
REGINE
Nej, var han det? Han er altid så glad, når han får tale med pastoren.
​
HU: 61
PASTOR MANDERS
Og De ser da vel flittigt ned til ham om dagene?
​
HIS: 400
REGINE
Jeg? Jo, det gør jeg nok; så tidt jeg får stunder så –
PASTOR MANDERS
Deres far er ingen rigtig stærk personlighed, jomfru Engstrand. Han trænger så inderligt til en ledende hånd.
REGINE
Å ja, det kan gerne være, det.
PASTOR MANDERS
Han trænger til at ha’ nogen om sig, som han kan holde af, og hvis omdømme han kan lægge vægt på. Han erkendte det selv så trohjertigt, da han sidst var oppe hos mig.
REGINE
Ja, han har snakket til mig om noget sligt. Men jeg ved ikke, om fru Alving vil være af ​
1.utg: 24
med mig, – helst nu, da vi får det nye asylet at styre med. Og så vilde jeg så gruelig nødig fra fru Alving også, for hun har da altid været så snil imod mig.
PASTOR MANDERS
Men den datterlige pligt, min gode pige –. Naturligvis måtte vi først indhente Deres frues samtykke.
REGINE
Men jeg ved ikke, om det går an for mig, i min alder, at styre huset for en enslig mandsperson.
PASTOR MANDERS
Hvad! Men kære jomfru Engstrand, det er jo Deres egen far, her er tale om!
​
HIS: 401
REGINE
Ja, det kan så være, men alligevel –. Ja, hvis det var i et godt hus og hos en rigtig reel herre –
PASTOR MANDERS
Men, min kære Regine –
REGINE
– en, som jeg kunde nære hengivenhed for og se op til og være ligesom i datters sted –
PASTOR MANDERS
Ja, men mit kære gode barn –
​
1.utg: 25
REGINE
For så vilde jeg nok gerne ind til byen. Herude er det svært ensomt, – og herr pastoren ved jo selv, hvad det vil sige at stå ensom i verden. Og det ​
HU: 62
tør jeg nok sige, at jeg er både flink og villig. Ved ikke herr pastoren nogen slig plads for mig?
PASTOR MANDERS
Jeg? Nej, tilforladelig, om jeg det ved.
REGINE
Men kære, kære herr pastor, – tænk ialfald på mig, dersom at –
PASTOR MANDERS rejser sig
Jo, det skal jeg nok, jomfru Engstrand.
REGINE
Ja, for hvis jeg –
​
HIS: 402
PASTOR MANDERS
Vil De kanske være så snil at hente fruen?
REGINE
Nu skal hun komme straks, herr pastor.
Hun går ud til venstre.
PASTOR MANDERS går et par gange op og ned i stuen, står en stund i baggrunden med hænderne på ryggen og ser ud i haven. Derefter kommer han atter i nærheden af bordet, tar en bog og ser på titelbladet, studser og ser på flere
Hm, – ja så!
​
1.utg: 26
Fru Alving kommer ind gennem døren på venstre side. Hun er fulgt af Regine, som straks går ud gennem den forreste dør tilhøjre.
FRU ALVING rækker ham hånden
Velkommen, herr pastor.
PASTOR MANDERS
Goddag, frue. Her har De mig, som jeg loved.
FRU ALVING
Altid på klokkeslettet.
PASTOR MANDERS
Men De kan tro, det kneb for mig at slippe bort. Alle de velsignede kommissjoner og bestyrelser, jeg sidder i –
​
HIS: 403
FRU ALVING
Desto snillere var det af Dem, at De kom så betids. Nu kan vi få vore forretninger afgjort, før vi spiser middag. Men hvor har De Deres koffert?
PASTOR MANDERS hurtigt
Mit tøj står nede hos landhandleren. Jeg blir der inat.
FRU ALVING undertrykker et smil
Er De virkelig ikke at formå til at overnatte hos mig dennegang heller?
​
1.utg: 27
PASTOR MANDERS
Nej, nej, frue; ellers så mange tak; ​
HU: 63
jeg blir dernede, som jeg plejer. Det er så bekvemt, når jeg skal ombord igen.
FRU ALVING
Nå, De skal få ha’ Deres vilje. Men jeg synes da rigtignok ellers, at vi to gamle mennesker –
PASTOR MANDERS
Å Gud bevares, hvor De spøger. Ja, De er naturligvis overstadig glad idag. Først festdagen imorgen, og så har De jo fåt Osvald hjem.
FRU ALVING
Ja tænk Dem, hvilken lykke for mig! Det er nu over to år siden han var hjemme sidst. Og så har han lovet at bli’ hos mig hele vinteren over.
PASTOR MANDERS
Nej, har han det? Det var jo smukt og sønligt gjort af ham. For det må vel være ganske anderledes tiltrækkende at leve i Rom og Paris, kan jeg tænke mig.
​
HIS: 404
FRU ALVING
Ja, men her hjemme har han sin mor, ser De. Å min kære velsignede gut, – han har nok hjerte for sin mor, han!
​
1.utg: 28
PASTOR MANDERS
Det vilde jo også være altfor sørgeligt, om adskillelse og syslen med sådanne ting som kunst skulde sløve så naturlige følelser.
FRU ALVING
Ja, det må De nok sige. Men nej såmæn har ikke det nogen nød med ham, ikke. Ja, nu skal det rigtig more mig at se, om De kan kende ham igen. Han kommer ned siden; nu ligger han bare oppe og hviler sig lidt på sofaen. – Men sæt Dem nu ned, min kære herr pastor.
PASTOR MANDERS
Tak. Det er Dem altså belejligt –?
FRU ALVING
Ja visst er det så.
Hun sætter sig ved bordet.
PASTOR MANDERS
Godt; så skal De da se –. (går hen til stolen, hvor rejsetasken ligger, tar en pakke papirer op af den, sætter sig på den modsatte side af bordet og søger en ryddig plads for papirerne) Her har vi nu for det første –. (afbrydende) Sig mig, fru Alving, hvorledes kommer de bøger her?
​
HU: 64
FRU ALVING
De bøger? Det er bøger, som jeg læser i.
​
HIS: 405
PASTOR MANDERS
Læser De den slags skrifter?
​
1.utg: 29
FRU ALVING
Ja såmæn gør jeg det.
PASTOR MANDERS
Føler De, at De blir bedre eller lykkeligere ved den slags læsning?
FRU ALVING
Jeg synes, at jeg blir ligesom tryggere.
PASTOR MANDERS
Det var mærkeligt. Hvorledes det?
FRU ALVING
Jo, jeg får ligesom forklaring og bekræftelse på mangt og meget af det, jeg selv går og tænker mig. Ja for det er det underlige, pastor Manders, – der er egentlig sletikke noget nyt i disse bøger; der står ikke andet end det, som de fleste mennesker tænker og tror. Det er bare det, at de fleste mennesker ikke gør sig rede for det eller ikke vil være ved det.
PASTOR MANDERS
Nå du min Gud! Tror De for ramme alvor, at de fleste mennesker –?
FRU ALVING
Ja, det tror jeg rigtignok.
​
HIS: 406
PASTOR MANDERS
Ja, men dog ikke her i landet vel? Ikke her hos os?
​
1.utg: 30
FRU ALVING
Å jo såmæn, her hos os også.
PASTOR MANDERS
Nå, det må jeg rigtignok sige –!
FRU ALVING
Men hvad har De da forresten egentlig at indvende imod de bøger?
PASTOR MANDERS
Indvende? De tror dog vel ikke, at jeg beskæftiger mig med at granske sådanne frembringelser?
FRU ALVING
Det vil sige, De kender sletikke, hvad De fordømmer?
PASTOR MANDERS
Jeg har læst tilstrækkeligt om disse skrifter for at misbillige dem.
FRU ALVING
Ja men Deres egen mening –
PASTOR MANDERS
Kære frue, der er mangfoldige tilfælde i livet, da man må forlade sig på andre. Det er nu engang således her i verden; og det er godt. Hvorledes skulde det ellers gå med samfundene?
​
HU: 65
​
HIS: 407
FRU ALVING
Nej-nej; De kan ha’ ret i det.
​
1.utg: 31
PASTOR MANDERS
Forresten benægter jeg naturligvis ikke, at der kan være adskilligt tiltrækkende ved deslige skrifter. Og jeg kan jo heller ikke fortænke Dem i, at De ønsker at gøre Dem bekendt med de åndelige strømninger, som efter sigende foregår ude i den store verden, – hvor De jo har ladet Deres søn færdes så længe. Men –
FRU ALVING
Men –?
PASTOR MANDERS sænker stemmen
Men man taler ikke om det, fru Alving. Man behøver dog virkelig ikke at gøre alle og enhver regnskab for, hvad man læser og hvad man tænker indenfor sine fire vægge.
FRU ALVING
Nej, naturligvis; det mener jeg også.
PASTOR MANDERS
Tænk nu bare, hvilke hensyn De skylder dette asyl, som De beslutted at oprette på en tid, da Deres meninger om de åndelige ting var såre afvigende fra nu; – så vidt jeg kan skønne da.
FRU ALVING
Ja ja, det indrømmer jeg fuldkommen. Men det var om asylet –
PASTOR MANDERS
Det var om asylet vi skulde tale, ja. Altså – forsigtighed, kære frue! Og nu går vi da ​
1.utg: 32
over til vore forretninger. (åbner omslaget og tar en del papirer ud) Ser De disse her?
​
HIS: 408
FRU ALVING
Dokumenterne?
PASTOR MANDERS
Allesammen. Og i fuld stand. De kan tro, det har holdt hårdt at få dem i rette tid. Jeg har formelig måttet presse på. Autoriteterne er jo næsten pinlig samvittighedsfulde, når det gælder afgørelser. Men her har vi dem altså. (blader i bunken) Se her er thinglæst skøde på gårdparten Solvik, under herregården Rosenvold, med påstående nyopførte husebygninger, skolelokale, lærerbolig og kapel. Og her er approbationen på legatet og på statuterne for stiftelsen. ​
HU: 66
Vil De se – (læser) Statuter for børnehjemmet «Kaptejn Alvings minde».
FRU ALVING ser længe på papiret
Der er det altså.
PASTOR MANDERS
Jeg har valgt betegnelsen kaptejn og ikke kammerherre. Kaptejn ser mere bramfrit ud.
FRU ALVING
Ja ja, ganske som De synes.
​
1.utg: 33
PASTOR MANDERS
Og her har De sparebankbogen over den rentebærende kapital, som er afsat for at dække asylets driftsomkostninger.
FRU ALVING
Tak; men vær så snil at beholde den for bekvemheds skyld.
​
HIS: 409
PASTOR MANDERS
Meget gerne. Jeg tænker, vi lar pengene bli’ stående i sparebanken for det første. Rentefoden er jo ikke meget tillokkende; fire procent på sex måneders opsigelse. Hvis man senere kunde komme over en god panteobligation, – det måtte naturligvis være første prioritet og et papir af utvilsom sikkerhed, – så kunde vi jo nærmere tales ved.
FRU ALVING
Ja ja, kære pastor Manders, alt det skønner De bedst.
PASTOR MANDERS
Jeg skal ialfald ha’ øjnene med mig. – Men så er der en ting til, som jeg flere gange har tænkt at spørge Dem om.
FRU ALVING
Og hvad er det for noget?
PASTOR MANDERS
Skal asylbygningerne assureres eller ikke?
​
1.utg: 34
FRU ALVING
Ja naturligvis må de assureres.
PASTOR MANDERS
Ja, stop lidt, frue. Lad os se noget nærmere på sagen.
FRU ALVING
Jeg holder alting assureret, både bygninger og løsøre og avling og besætning.
​
HIS: 410
PASTOR MANDERS
Selvfølgelig. På Deres egne ejendomme. Det samme gør jeg også, – naturligvis. Men ​
HU: 67
her, ser De, er det en ganske anden sag. Asylet skal jo dog ligesom helliges til en højere livsopgave.
FRU ALVING
Ja men fordi om –
PASTOR MANDERS
For mit eget personlige vedkommende vilde jeg sandeligen ikke finde det ringeste anstødeligt i at sikre os imod alle muligheder –
FRU ALVING
Nej, det synes rigtignok jeg også.
PASTOR MANDERS
– men hvorledes har det sig med stemningen hos folket her ude omkring? Den kender jo De bedre end jeg.
​
1.utg: 35
FRU ALVING
Hm, stemningen –
PASTOR MANDERS
Er her noget betragteligt antal af meningsberettigede, – af virkelig meningsberettigede, som kunde ta’ anstød af det?
FRU ALVING
Ja, hvad forstår De egentlig ved virkelig meningsberettigede?
​
HIS: 411
PASTOR MANDERS
Nå, jeg tænker nærmest på mænd i såvidt uafhængige og indflydelsesrige stillinger, at man ikke godt kan undlade at tillægge deres meninger en viss vægt.
FRU ALVING
Af sådanne findes her adskillige, som kanske nok kunde ta’ anstød, ifald –
PASTOR MANDERS
Nå, ser De bare! Inde i byen har vi mangfoldige af den slags. Tænk blot på alle min embedsbroders tilhængere! Man kunde virkelig så såre let komme til at opfatte det, som om hverken De eller jeg havde den rette tillid til en højere styrelse.
FRU ALVING
Men for Deres vedkommende, kære herr pastor, ved De da ialfald med Dem selv at –
​
1.utg: 36
PASTOR MANDERS
Ja jeg ved; jeg ved; – jeg har min gode bevidsthed, det er sandt nok. Men vi vilde alligevel ikke kunne hindre en vrang og ufordelagtig udlægning. Og en sådan kunde igen lettelig komme til at øve en hæmmende indflydelse på selve asylgerningen.
​
HU: 68
FRU ALVING
Ja, skulde det bli’ tilfældet, så –
PASTOR MANDERS
Jeg kan heller ikke ganske bortsé fra den vanskelige, – ja, jeg kan gerne sige pinlige stilling, jeg muligens vilde komme i. I byens ledende kredse beskæftiger man sig meget med denne asylsag. Asylet er jo delvis oprettet til gavn for byen også, og ​
HIS: 412
forhåbentlig vil det i en ikke ubetragtelig grad komme til at lette vore kommunale fattigbyrder. Men da nu jeg har været Deres rådgiver og har styret det forretningsmæssige ved sagen, så må jeg befrygte, at de nidkære først og fremst vilde kaste sig over mig –
FRU ALVING
Ja, det bør De ikke udsætte Dem for.
PASTOR MANDERS
Ikke at tale om de angreb, der utvilsomt vilde blive rettet imod mig i visse blade og tidsskrifter, som –
​
1.utg: 37
FRU ALVING
Nok, kære pastor Manders; det hensyn er aldeles afgørende.
PASTOR MANDERS
De vil altså ikke, at der skal assureres?
FRU ALVING
Nej; vi lar det være.
PASTOR MANDERS læner sig tilbage i stolen
Men hvis nu ulykken engang var ude? En kan jo aldrig vide –. Vilde De så kunne oprette skaden igen?
FRU ALVING
Nej, det siger jeg Dem rent ud, det vilde jeg aldeles ikke.
​
HIS: 413
PASTOR MANDERS
Ja men ved De hvad, fru Alving, – da er det igrunden et betænkeligt ansvar vi tar på os.
FRU ALVING
Men synes De da, at vi kan andet?
PASTOR MANDERS
Nej, det er just tingen; vi kan egentlig ikke andet. Vi bør dog ikke udsætte os for et skævt omdømme; og vi har på ingen måde lov til at vække forargelse i menigheden.
​
1.utg: 38
FRU ALVING
De, som prest, ialfald ikke.
​
HU: 69
PASTOR MANDERS
Og jeg synes da virkelig også, vi må stole på, at en sådan anstalt har lykken med sig, – ja, at den står under en særlig beskærmelse.
FRU ALVING
Lad os håbe det, pastor Manders.
PASTOR MANDERS
Skal vi altså la’ det stå til?
FRU ALVING
Ja visst skal vi så.
PASTOR MANDERS
Godt. Som De vil. (noterer) Altså – ikke assurere.
​
HIS: 414
FRU ALVING
Det var ellers underligt, at De kom til at tale om dette her netop idag –
PASTOR MANDERS
Jeg har tidt tænkt at spørge Dem om det –
FRU ALVING
– for igår havde vi sånær fåt en ildebrand dernede.
PASTOR MANDERS
Hvad for noget!
​
1.utg: 39
FRU ALVING
Nå, det havde forresten ingenting på sig. Der var gåt ild i noget høvlflis i snedkerværkstedet.
PASTOR MANDERS
Hvor Engstrand arbejder?
FRU ALVING
Ja. Han skal mangengang være så uforsigtig med fyrstikker, siges der.
PASTOR MANDERS
Han har så mange ting i hodet, den mand, – så mange slags anfægtelser. Gud ske lov, han beflitter sig jo nu på at føre et ulasteligt levnet, hører jeg.
FRU ALVING
Så? Hvem siger det?
​
HIS: 415
PASTOR MANDERS
Det har han selv forsikkret mig. Og en flink arbejder er han jo også.
FRU ALVING
Å ja, sålænge han er ædru –
PASTOR MANDERS
Ja, den sørgelige svaghed! Men han er mangengang nødt til det for sit dårlige bens skyld, siger han. Sidste gang han var i byen, ​
1.utg: 40
blev jeg virkelig rørt over ham. Han kom op til mig og takked mig så inderligt, fordi jeg havde skaffet ham arbejde her, så han kunde få være sammen med Regine.
​
HU: 70
FRU ALVING
Hende ser han nok ikke meget til.
PASTOR MANDERS
Jo, han taler med hende hver dag, det sad han selv og fortalte mig.
FRU ALVING
Ja ja, kan være.
PASTOR MANDERS
Han føler så godt, at han trænger til nogen, som kan holde ham tilbage, når fristelsen nærmer sig. Det er det elskelige ved Jakob Engstrand, dette, at han kommer så rent hjælpeløs til en og anklager sig selv og bekender sin skrøbelighed. Sidst han var oppe og talte med mig –. Hør, fru Alving, hvis det skulde være ham en hjertets fornødenhed at få Regine hjem til sig igen –
​
HIS: 416
FRU ALVING rejser sig hurtigt
Regine!
PASTOR MANDERS
– så må De ikke sætte Dem imod det.
​
1.utg: 41
FRU ALVING
Jo, det sætter jeg mig rigtignok imod. Og desuden, – Regine skal jo ha’ en stilling ved asylet.
PASTOR MANDERS
Men betænk, han er dog hendes far –
FRU ALVING
Å, jeg ved bedst, hvad slags far han har været for hende. Nej, til ham skal hun aldrig komme med min gode vilje.
PASTOR MANDERS rejser sig
Men kære frue, tag det da ikke så hæftigt. Det er så sørgeligt, hvorledes De miskender snedker Engstrand. Det er jo som om De blev rent forskrækket –
FRU ALVING stillere
Det kan være det samme. Jeg har taget Regine til mig, og hos mig blir hun. (lytter) Hys, kære pastor Manders, tal ikke mere om dette her. (glæden lyser op i hende) Hør! Der kommer Osvald i trappen. Nu vil vi bare tænke på ham.
​
HIS: 417
Osvald Alving, i en let overfrakke, med hat i hånden og røgende af en stor merskumspibe, kommer ind gennem døren tilvenstre.
OSVALD blir stående ved døren
Å om forladelse – jeg trode man sad i kontoret. (kommer nærmere) Goddag, herr pastor.
​
1.utg: 42
​
HU: 71
PASTOR MANDERS stirrende
Ah –! Det var da mærkværdigt –
FRU ALVING
Ja, hvad siger De om ham der, pastor Manders?
PASTOR MANDERS
Jeg siger, – jeg siger –. Nej, men er det da virkelig –?
OSVALD
Jo, det er virkelig den forlorne søn, herr pastor.
PASTOR MANDERS
Men min kære unge ven –
OSVALD
Nå, den hjemkomne søn da.
FRU ALVING
Osvald tænker på dengang De havde så meget imod, at han blev maler.
​
HIS: 418
PASTOR MANDERS
For menneskelige øjne kan jo mangt et skridt se betænkeligt ud, som siden alligevel –. (ryster hans hånd) Nå, velkommen, velkommen! Nej, min kære Osvald –. Ja, jeg må da nok få kalde Dem ved fornavn?
OSVALD
Ja, hvad skulde De ellers kalde mig?
​
1.utg: 43
PASTOR MANDERS
Godt. Det var det, jeg vilde sige, min kære Osvald, – De må ikke tro om mig, at jeg ubetinget fordømmer kunstnerstanden. Jeg antager, der er mange, som kan bevare sit indre menneske ufordærvet i den stand også.
OSVALD
Vi bør håbe det.
FRU ALVING strålende fornøjet
Jeg ved en, som har bevaret både sit indre og sit ydre menneske ufordærvet. Se bare på ham, pastor Manders.
OSVALD driver opover gulvet
Ja ja, kære mor, lad nu det være.
PASTOR MANDERS
Nå tilforladelig – det kan ikke nægtes. Og så har De jo alt begyndt at få et navn. Aviserne har ofte talt om Dem, og det så overmåde gunstigt. Ja, det vil sige – i den senere tid synes jeg det har været ligesom lidt stille.
OSVALD oppe ved blomsterne
Jeg har ikke fåt male så meget på det sidste.
​
HU: 72
​
HIS: 419
FRU ALVING
En maler må jo også hvile sig imellem.
​
1.utg: 44
PASTOR MANDERS
Jeg kan tænke mig det. Og så forbereder man sig og samler kræfter til noget stort.
OSVALD
Ja. – Mor, skal vi snart spise?
FRU ALVING
Om en liden halv time. Madlyst har han da, Gud ske lov.
PASTOR MANDERS
Og smag for tobak også.
OSVALD
Jeg fandt fars pibe oppe på kammeret og så –
PASTOR MANDERS
Aha, der har vi det altså!
FRU ALVING
Hvilket?
PASTOR MANDERS
Da Osvald kom der i døren med piben i munden, var det som jeg så hans far lyslevende.
OSVALD
Nej virkelig?
​
HIS: 420
FRU ALVING
Å, hvor kan De dog sige det! Osvald slægter jo mig på.
​
1.utg: 45
PASTOR MANDERS
Ja; men der er et drag ved mundvigerne, noget ved læberne, som minder så grangiveligt om Alving – ialfald nu han røger.
FRU ALVING
Aldeles ikke. Osvald har snarere noget presteligt ved munden, synes jeg.
PASTOR MANDERS
Å ja, å ja; adskillige af mine embedsbrødre har et lignende drag.
FRU ALVING
Men sæt piben fra dig, min kære gut; jeg vil ikke ha’ røg herinde.
OSVALD gør så
Gerne. Jeg vilde bare prøve den; for jeg har engang røgt af den som barn.
FRU ALVING
Du?
OSVALD
Ja. Jeg var ganske liden dengang. Og så husker jeg, jeg kom op på kammeret til far en aften, han var så glad og lystig.
FRU ALVING
Å, du husker ingenting fra de år.
​
1.utg: 46
​
HIS: 421
OSVALD
Jo, jeg husker tydeligt, han tog og satte mig på knæet og lod mig røge af piben. Røg, gut, sa’ han, – røg dygtigt, gut! Og jeg røgte alt hvad jeg vandt, til ​
HU: 73
jeg kendte jeg blev ganske bleg og sveden brød ud i store dråber på panden. Da lo han så hjertelig godt –
PASTOR MANDERS
Det var da højst besynderligt.
FRU ALVING
Kære, det er bare noget Osvald har drømt.
OSVALD
Nej, mor, jeg har aldeles ikke drømt det. For – kan du ikke huske det – så kom du ind og bar mig ud i barnekammeret. Der fik jeg ondt og jeg så, at du græd. – Gjorde far ofte slige spilopper?
PASTOR MANDERS
I sin ungdom var han en særdeles livsglad mand –
OSVALD
Og fik endda udrettet så meget her i verden. Så meget godt og nyttigt; ikke ældre end han blev.
PASTOR MANDERS
Ja, De har i sandhed taget en virksom og værdig mands navn i arv, min kære Osvald Alving. Nå, det vil forhåbentlig være Dem en spore –
​
1.utg: 47
OSVALD
Det burde så være, ja.
​
HIS: 422
PASTOR MANDERS
Det var ialfald smukt af Dem, at De kom hjem til hans hædersdag.
OSVALD
Mindre kunde jeg da ikke gøre for far.
FRU ALVING
Og at jeg får beholde ham så længe; – det er nu det aller smukkeste af ham.
PASTOR MANDERS
Ja, De blir jo hjemme vinteren over, hører jeg.
OSVALD
Jeg blir hjemme på ubestemt tid, herr pastor. – Å, det er dog dejligt at være kommen hjem!
FRU ALVING strålende
Ja, ikke sandt, du?
PASTOR MANDERS ser deltagende på ham
De kom tidligt ud i verden, min kære Osvald.
OSVALD
Jeg gjorde det. Undertiden tænker jeg, om det ikke var for tidligt.
​
1.utg: 48
FRU ALVING
Å sletikke. Det har en rask gut netop godt af. Og især en, som er eneste barn. Slig en skal ikke gå hjemme hos mor og far og bli’ forkælet.
​
HIS: 423
​
HU: 74
PASTOR MANDERS
Det er et såre omtvisteligt spørsmål, fru Alving. Fædrenehjemmet er og blir dog barnets rette tilholdssted.
OSVALD
Det må jeg rigtignok være enig med pastoren i.
PASTOR MANDERS
Se nu bare til Deres egen søn. Ja, vi kan jo godt tale om det i hans nærværelse. Hvad har følgen været for ham? Han er bleven sex–syv og tyve år gammel og har aldrig fåt anledning til at lære et ordentligt hjem at kende.
OSVALD
Om forladelse, herr pastor, – der tar De aldeles fejl.
PASTOR MANDERS
Så? Jeg trode, De havde færdedes sågodtsom udelukkende i kunstnerkredsene.
OSVALD
Det har jeg også.
PASTOR MANDERS
Og mest iblandt de yngre kunstnere.
​
1.utg: 49
OSVALD
Å ja vel.
PASTOR MANDERS
Men jeg trode, de fleste af de folk ikke havde råd til at stifte familje og grundlægge et hjem.
​
HIS: 424
OSVALD
Der er adskillige af dem, som ikke har råd til at gifte sig, herr pastor.
PASTOR MANDERS
Ja, det er jo det, jeg siger.
OSVALD
Men de kan jo derfor ha’ et hjem. Og det har også en og anden; og det et meget ordentligt og et meget hyggeligt hjem.
Fru Alving følger spændt med, nikker men siger intet.
PASTOR MANDERS
Men det er jo ikke ungkarlshjem, jeg taler om. Ved et hjem forstår jeg et familjehjem, hvor en mand lever med sin hustru og sine børn.
OSVALD
Ja; eller med sine børn og med sine børns mor.
PASTOR MANDERS studser; slår hænderne sammen
Men du forbarmende –!
​
1.utg: 50
OSVALD
Nå?
PASTOR MANDERS
Lever sammen med – sine børns mor!
​
HU: 75
OSVALD
Ja, vilde De da heller, han skulde forstøde sine børns mor?
​
HIS: 425
PASTOR MANDERS
Det er altså om ulovlige forhold, De taler! Om disse såkaldte vilde ægteskaber!
OSVALD
Jeg har aldrig mærket noget særlig vildt ved de folks samliv.
PASTOR MANDERS
Men hvor er det muligt, at en – en blot nogenlunde vel opdragen mand eller ung kvinde kan bekvemme sig til at leve på den måde – lige for almenhedens øjne!
OSVALD
Men hvad skal de da gøre? En fattig ung kunstner, – en fattig ung pige –. Det koster mange penge at gifte sig. Hvad skal de så gøre?
PASTOR MANDERS
Hvad de skal gøre? Jo, herr Alving, jeg skal sige Dem, hvad de skal gøre. De skulde holdt sig fra hinanden fra først af, – skulde de!
​
1.utg: 51
OSVALD
Den tale kommer De ikke langt med hos unge, varmblodige, forelskede mennesker.
FRU ALVING
Nej, den kommer De ikke langt med!
​
HIS: 426
PASTOR MANDERS vedblivende
Og så at autoriteterne tåler sådant noget! At det får lov til at ske åbenlyst! (foran fru Alving) Havde jeg så ikke årsag til at være inderlig bekymret for Deres søn. I kredse, hvor den utilhyllede usædelighed går i svang og ligesom har fåt hævd –
OSVALD
Jeg vil sige Dem noget, herr pastor. Jeg har været en stadig søndagsgæst i et par slige uregelmæssige hjem –
PASTOR MANDERS
Og det om søndagene!
OSVALD
Ja, da skal man jo more sig. Men aldrig har jeg der hørt et anstødeligt ord, og endnu mindre har jeg været vidne til noget, som kunde kaldes usædeligt. Nej; ved De når og hvor jeg har truffet usædeligheden i kunstnerkredsene?
PASTOR MANDERS
Nej, Gud være lovet!
​
1.utg: 52
​
HU: 76
OSVALD
Nå, da skal jeg tillade mig at sige det. Jeg har truffet den, når en og anden af vore mønstergyldige ægtemænd og familjefædre kom derned for at se sig om en smule på egen hånd – og så gjorde kunstnerne den ære at opsøge dem i deres tarvelige knejper. Da kunde vi få vide besked. De herrer vidste at fortælle os både om steder og om ting, som vi aldrig havde drømt om.
​
HIS: 427
PASTOR MANDERS
Hvad? Vil De påstå, at hæderlige mænd her hjemmefra skulde –?
OSVALD
Har De aldrig, når deslige hæderlige mænd kom hjem igen, har De aldrig hørt dem udtale sig om den overhåndtagende usædelighed udenlands?
PASTOR MANDERS
Jo, naturligvis –
FRU ALVING
Det har jeg også hørt.
OSVALD
Ja, man kan trygt tro dem på ordet. Der er sagkyndige folk iblandt. (griber sig om hodet) Å – at det skønne, herlige frihedsliv derude, – at det skal således tilsøles.
​
1.utg: 53
FRU ALVING
Du må ikke forivre dig, Osvald; du har ikke godt af det.
OSVALD
Nej, du har ret i det, mor. Det er nok ikke sundt for mig. Det er den fordømte trætheden, ser du. Ja, nu går jeg en liden tur før bordet. Undskyld, herr pastor; De kan ikke sætte Dem ind i det; men det kom således over mig.
Han går ud gennem den anden dør tilhøjre.
FRU ALVING
Min stakkers gut –!
​
HIS: 428
PASTOR MANDERS
Ja, det må De nok sige. Så vidt er det altså kommet med ham!
Fru Alving ser på ham og tier.
PASTOR MANDERS går op og ned
Han kaldte sig den forlorne søn. Ja, desværre, – desværre!
Fru Alving ser fremdeles på ham.
​
HU: 77
PASTOR MANDERS
Og hvad siger De til alt dette?
​
1.utg: 54
FRU ALVING
Jeg siger, at Osvald havde ret i hvert eneste ord.
PASTOR MANDERS standser
Ret? Ret! I sådanne grundsætninger!
FRU ALVING
Her i min ensomhed er jeg kommen til at tænke ligedan, herr pastor. Men jeg har aldrig dristet mig til at røre ved det. Nu, godt og vel; min gut skal tale for mig.
PASTOR MANDERS
De er en beklagelsesværdig kvinde, fru Alving. Men nu vil jeg tale et alvorsord til Dem. Nu er det ikke længer Deres forretningsfører og rådgiver, ikke Deres og Deres afdøde mands ungdomsven, som står for Dem. Det er presten, således, som han stod for Dem i det mest forvildede øjeblik i Deres liv.
FRU ALVING
Og hvad er det, presten har at sige mig?
​
HIS: 429
PASTOR MANDERS
Jeg vil først ryste op i Deres erindring, frue. Tidspunktet er vel valgt. Imorgen er det tiårsdagen efter Deres mands død; imorgen skal hædersmindet afsløres over den bortgangne; imorgen skal jeg tale til hele den forsamlede skare; – men idag vil jeg tale til Dem alene.
​
1.utg: 55
FRU ALVING
Godt, herr pastor; tal!
PASTOR MANDERS
Mindes De, at De efter knapt et års ægteskab stod på afgrundens yderste rand? At De forlod Deres hus og hjem, – at De flygted fra Deres mand; – ja, fru Alving, flygted, flygted, og nægted at vende tilbage til ham, så meget han end trygled og bad Dem om det?
FRU ALVING
Har De glemt, hvor grænseløs ulykkelig jeg følte mig i dette første år?
PASTOR MANDERS
Det er just den rette oprørsånd at kræve lykken her i livet. Hvad ret har vi mennesker til lykken? Nej, vi skal gøre vor pligt, frue! Og Deres ​
HU: 78
pligt var at holde fast ved den mand, som De engang havde valgt og til hvem De var knyttet ved hellige bånd.
FRU ALVING
De ved godt, hvad slags liv Alving førte i den tid; hvilke udskejelser han gjorde sig skyldig i.
​
HIS: 430
PASTOR MANDERS
Jeg ved såre vel, hvilke rygter der gik om ham; og jeg er den, som mindst af alle billiger hans vandel i ungdomsårene, såfremt rygterne ​
1.utg: 56
medførte sandhed. Men en hustru er ikke sat til at være sin husbonds dommer. Det havde været Deres skyldighed med ydmygt sind at bære det kors, som en højere vilje havde eragtet tjenligt for Dem. Men i det sted afkaster De i oprørskhed korset, forlader den snublende, som De skulde have støttet, går hen og sætter Deres gode navn og rygte på spil, og – er nær ved at forspilde andres rygte ovenikøbet.
FRU ALVING
Andres? En andens, mener De nok.
PASTOR MANDERS
Det var overmåde hensynsløst af Dem at søge tilflugt hos mig.
FRU ALVING
Hos vor prest? Hos vor husven?
PASTOR MANDERS
Mest derfor. – Ja, tak De Deres herre og Gud, at jeg besad den fornødne fasthed, – at jeg fik Dem fra Deres overspændte forehavender og at det blev mig forundt at føre Dem tilbage på pligtens vej og hjem til Deres lovlige husbond.
FRU ALVING
Ja, pastor Manders, det var visselig Deres værk.
​
1.utg: 57
PASTOR MANDERS
Jeg var kun et ringe redskab i en højeres hånd. Og hvorledes har ikke det, at jeg fik Dem bøjet ind under pligt og lydighed, hvorledes har ikke det vokset sig stort til velsignelse for alle ​
HIS: 431
Deres følgende levedage? Gik det ikke, som jeg forudsagde Dem? Vendte ikke Alving sine forvildelser ryggen, således, som det sømmer sig en mand? Leved han ikke siden ​
HU: 79
den tid kærligt og ulasteligt med Dem alle sine dage? Blev han ikke en velgører for denne egn, og hæved han ikke Dem således op til sig, at De efterhånden blev en medarbejder i alle hans foretagender? Og det en dygtig medarbejder; – å, jeg ved det, fru Alving; den ros skal jeg gi’ Dem. – Men nu kommer jeg til det næste store fejltrin i Deres liv.
FRU ALVING
Hvad vil De sige med det?
PASTOR MANDERS
Ligesom De engang har fornægtet hustruens pligter, således har De siden fornægtet moderens.
FRU ALVING
Ah –!
PASTOR MANDERS
De har været behersket af en uheldsvanger selvrådighedens ånd alle Deres dage. Al Deres tragten har været vendt imod det tvangløse og ​
1.utg: 58
det lovløse. Aldrig har De villet tåle noget bånd på Dem. Alt, hvad der har besværet Dem i livet, har De hensynsløst og samvittighedsløst afkastet, lig en byrde, De selv havde rådighed over. Det behaged Dem ikke længer at være hustru, og De rejste fra Deres mand. Det faldt Dem besværligt at være moder, og De satte Deres barn ud til fremmede.
FRU ALVING
Ja, det er sandt; det har jeg gjort.
​
HIS: 432
PASTOR MANDERS
Men derfor er De også bleven en fremmed for ham.
FRU ALVING
Nej, nej; det er jeg ikke!
PASTOR MANDERS
Det er De; det må De være. Og hvorledes har De fåt ham igen! Betænk Dem vel, fru Alving. De har forbrudt meget imod Deres mand; – dette erkender De ved at rejse ham hint minde dernede. Erkend nu også, hvad De har forbrudt imod Deres søn; det tør endnu være tid til at føre ham tilbage fra forvildelsens stier. Vend selv om; og oprejs, hvad der dog måske endnu kan oprejses i ham. Thi (med hævet ​
HU: 80
pegefinger) i sandhed, fru Alving, De er en skyldbetynget moder! – Dette har jeg anset det for min pligt at måtte sige Dem.
Taushed.
​
1.utg: 59
FRU ALVING langsomt og behersket
De har nu talt, herr pastor; og imorgen skal De tale offentligt til min mands erindring. Jeg skal ikke tale imorgen. Men nu vil jeg tale lidt til Dem, ligesom De har talt til mig.
PASTOR MANDERS
Naturligvis; De vil fremføre undskyldninger for Deres færd –
FRU ALVING
Nej. Jeg vil bare fortælle.
PASTOR MANDERS
Nu –?
​
HIS: 433
FRU ALVING
Alt, hvad De nys sagde her om mig og min mand og om vort samliv, efterat De, som De kaldte det, havde ført mig tilbage til pligtens vej, – alt det er noget, som De jo sletikke kender af egen iagttagelse. Fra det øjeblik satte De – vor daglige omgangsven – ikke mere Deres fod i vort hus.
PASTOR MANDERS
De og Deres mand flytted jo fra byen straks efter.
FRU ALVING
Ja; og herud til os kom De aldrig i min mands levetid. Det var forretninger, som tvang ​
1.utg: 60
Dem til at besøge mig, da De havde fåt med asylsagerne at gøre.
PASTOR MANDERS sagte og usikkert
Helene – skal dette være en bebrejdelse, så vil jeg be’ Dem overveje –
FRU ALVING
– de hensyn, De skyldte Deres stilling; ja. Og så at jeg var en bortløben hustru. Man kan aldrig være tilbageholdende nok lige over for slige hensynsløse fruentimmer.
PASTOR MANDERS
Kære – fru Alving, dette er en så umådelig overdrivelse –
FRU ALVING
Ja, ja, ja, lad det så være. Det var bare det, jeg vilde sige, at når De dømmer om mine ægte​
HU: 81
skabelige forhold, så støtter De Dem sådan uden videre til den almindelige gængse mening.
​
HIS: 434
PASTOR MANDERS
Nu ja vel; og hvad så?
FRU ALVING
Men nu, Manders, nu vil jeg sige Dem sandheden. Jeg har svoret ved mig selv, at De engang skulde få den at vide. De alene!
​
1.utg: 61
PASTOR MANDERS
Og hvad er da sandheden?
FRU ALVING
Sandheden er det, at min mand døde lige så ryggesløs, som han havde levet alle sine dage.
PASTOR MANDERS famler efter en stol
Hvad var det De sagde?
FRU ALVING
Efter nitten års ægteskab lige så ryggesløs, – i sine lyster ialfald, – som han var før De vied os.
PASTOR MANDERS
Og disse ungdomsvildfarelser, – disse uregelmæssigheder, – udskejelser, om De så vil, kalder De ryggesløst levnet!
FRU ALVING
Vor huslæge brugte det udtryk.
PASTOR MANDERS
Nu forstår jeg Dem ikke.
FRU ALVING
Behøves ikke heller.
​
HIS: 435
PASTOR MANDERS
Det næsten svimler for mig. Hele Deres ægteskab, – hele dette mangeårige samliv med ​
1.utg: 62
Deres mand skulde ikke være andet end en overdækket afgrund!
FRU ALVING
Ikke en smule andet. Nu ved De det.
PASTOR MANDERS
Dette – det finder jeg mig sent tilrette i. Jeg kan ikke fatte det! Ikke fastholde det! Men hvorledes var det da muligt at –? Hvorledes har sådant noget kunnet holdes skjult?
FRU ALVING
Det har også været min uophørlige kamp dag efter dag. Da vi havde fåt Osvald syntes jeg det blev ligesom noget bedre med Alving. Men det vared ikke længe. Og nu måtte jeg jo kæmpe dobbelt, kæmpe på liv og død for at ingen skulde få vide, hvad mit ​
HU: 82
barns far var for et menneske. Og så ved De jo, hvor hjertevindende Alving var. Ingen syntes de kunde tro andet end godt om ham. Han var af de slags folk, hvis levnet ikke bider på deres rygte. Men så, Manders, – det skal De også vide, – så kom det afskyeligste af det altsammen.
PASTOR MANDERS
Afskyeligere end dette!
FRU ALVING
Jeg havde båret over med ham, skønt jeg så godt vidste, hvad der gik for sig i løn uden​
1.utg: 63
for huset. Men da så forargelsen kom indenfor vore egne fire vægge –
​
HIS: 436
PASTOR MANDERS
Hvad siger De! Her!
FRU ALVING
Ja, her i vort eget hjem. Derinde (peger mod den første dør tilhøjre) i spisestuen var det jeg først kom undervejr med det. Jeg havde noget at gøre derinde, og døren stod påklem. Så hørte jeg vor stuepige kom op fra haven med vand til blomsterne derhenne.
PASTOR MANDERS
Nu ja –?
FRU ALVING
Lidt efter hørte jeg, at Alving kom også. Jeg hørte, at han sa’ noget sagte til hende. Og så hørte jeg – (med en kort latter) Å, det klinger endnu for mig både så sønderrivende og så latterligt; – jeg hørte min egen tjenestepige hviske: Slip mig, herr kammerherre! Lad mig være!
PASTOR MANDERS
Hvilken usømmelig letsindighed af ham! Å, men mere end en letsindighed har det ikke været, fru Alving. Tro mig på det.
FRU ALVING
Jeg fik snart vide, hvad jeg skulde tro. Kammerherren fik sin vilje med pigen, – og dette forhold havde følger, pastor Manders.
​
1.utg: 64
PASTOR MANDERS som forstenet
Og alt det i dette hus! I dette hus!
​
HIS: 437
FRU ALVING
Jeg havde tålt meget i dette hus. For at holde ham hjemme om aftenerne – og om nætterne ​
HU: 83
måtte jeg gøre mig til selskabsbror i hans lønlige svirelag oppe på kammeret. Der har jeg måttet sidde på tomandshånd med ham, har måttet klinke og drikke med ham, høre på hans utérlige sansesløse snak, har måttet kæmpe nævekampe med ham for at få slæbt ham i seng –
PASTOR MANDERS rystet
At De har kunnet bære alt dette.
FRU ALVING
Jeg havde min lille gut at bære det for. Men da så den sidste forhånelse kom til; da min egen tjenestepige –; da svor jeg ved mig selv: dette skal ha’ en ende! Og så tog jeg magten i huset – hele magten – både over ham og over alt det øvrige. For nu havde jeg våben imod ham, ser De; han turde ikke kny. Dengang var det Osvald blev sat ud. Han gik da i det syvende år, og begyndte at lægge mærke til og gøre spørsmål, som børn plejer gøre. Alt dette kunde jeg ikke tåle, Manders. Jeg syntes, barnet måtte forgiftes bare ved at ånde i dette ​
1.utg: 65
tilsølede hjem. Derfor var det jeg satte ham ud. Og nu skønner De også, hvorfor han aldrig fik sætte sin fod her hjemme, så længe hans far leved. Der er ingen, som ved, hvad det har kostet mig.
PASTOR MANDERS
De har da i sandhed prøvet livet.
FRU ALVING
Jeg havde aldrig holdt det ud, hvis jeg ikke havde havt mit arbejde. Ja, for jeg tør nok sige, at jeg har arbejdet! Alle disse forøgelser af jordegodset, alle forbedringerne, alle de nyttige ​
HIS: 438
indretninger, som Alving fik pris og berøm for, – tror De han havde fremfærd til sligt? Han, som lå hele dagen på sofaen og læste i en gammel statskalender! Nej; nu vil jeg sige Dem det også: jeg var den, som drev ham ivej, når han havde sine lysere mellemstunder; mig var det, som måtte dra’ hele læsset, når han så igen begyndte på sine udskejelser eller faldt sammen i jammer og ynkelighed.
​
HU: 84
PASTOR MANDERS
Og over denne mand er det De rejser et æresminde.
FRU ALVING
Der ser De den onde samvittigheds magt.
PASTOR MANDERS
Den onde –? Hvad mener De?
​
1.utg: 66
FRU ALVING
Det stod mig altid for, at det var umuligt andet, end at sandheden måtte komme ud, og bli troet på. Derfor skulde asylet ligesom slå alle rygterne ned og rydde al tvil afvejen.
PASTOR MANDERS
Da har De visselig ikke forfejlet Deres hensigt, fru Alving.
FRU ALVING
Og så havde jeg en grund til. Jeg vilde ikke, at Osvald, min egen gut, skulde ta’ nogetsomhelst i arv efter sin far.
PASTOR MANDERS
Det er altså for Alvings formue, at –?
​
HIS: 439
FRU ALVING
Ja. De summer, jeg år efter andet har skænket til dette asyl, udgør det beløb, – jeg har regnet det nøje ud, – det beløb, som i sin tid gjorde løjtnant Alving til et godt parti.
PASTOR MANDERS
Jeg forstår Dem –
FRU ALVING
Det var købesummen –. Jeg vil ikke, at de penge skal gå over i Osvalds hænder. Min søn skal ha’ alting fra mig, skal han.
Osvald Alving kommer gennem den anden dør tilhøjre; hat og overfrakke har han skilt sig ved udenfor.
​
1.utg: 67
FRU ALVING imod ham
Er du alt igen? Min kære, kære gut!
OSVALD
Ja; hvad skal man ude i dette evindelige regnvejr? Men jeg hører, vi skal tilbords. Det er prægtigt!
REGINE med en pakke, fra spisestuen
Her er kommet en pakke til fruen. (rækker hende den)
FRU ALVING med et blik på pastor Manders
Festsangene til imorgen formodentlig.
PASTOR MANDERS
Hm –
REGINE
Og så er der serveret.
​
HIS: 440
​
HU: 85
FRU ALVING
Godt; vi kommer om lidt; jeg vil bare – (begynder at åbne pakken)
REGINE til Osvald
Ønsker herr Alving hvid eller rød portvin?
OSVALD
Begge dele, jomfru Engstrand.
​
1.utg: 68
REGINE
Bien –; meget vel, herr Alving.
Hun går ind i spisestuen.
OSVALD
Jeg får vel hjælpe med flaskekorkene – (går ligeledes ind i spisestuen, hvis dør glider halvt op efter ham)
FRU ALVING som har åbnet pakken
Jo, ganske rigtig; her har vi festsangene, pastor Manders.
PASTOR MANDERS med foldede hænder
Hvorledes jeg imorgen med frejdigt sind skal kunne holde min tale, det –!
FRU ALVING
Å, det finder De nok ud af.
PASTOR MANDERS sagte, for ikke at høres i spisestuen
Ja, forargelse kan vi jo dog ikke vække.
​
HIS: 441
FRU ALVING dæmpet men fast
Nej. Men så er også dette lange stygge komediespil tilende. Fra iovermorgen af skal det være for mig, som om den døde aldrig havde levet i dette hus. Her skal ingen anden være, end min gut og hans mor.
Inde i spisestuen høres larm af en stol, som væltes; samtidigt høres
​
1.utg: 69
REGINES STEMME hvast men hviskende
Osvald da! Er du gal? Slip mig!
FRU ALVING farer sammen i rædsel
Ah –!
Hun stirrer som i vildelse mod den halvåbne dør. Osvald høres hoste og nynne derinde. En flaske trækkes op.
PASTOR MANDERS oprørt
Men hvad er dog dette for noget! Hvad er det, fru Alving?
FRU ALVING hæst
Gengangere. Parret fra blomsterværelset – går igen.
PASTOR MANDERS
Hvad siger De! Regine –? Er hun –?
FRU ALVING
Ja. Kom. Ikke et ord –!
Hun griber pastor Manders om armen og går vaklende henimod spisestuen.
​
​
1.utg: [70]
​
HIS: 442
​
HU: 86
ANDEN AKT
Samme stue. Regntågen ligger fremdeles tungt over landskabet.
Pastor Manders og fru Alving kommer ud fra spisestuen.
FRU ALVING endnu i døren
Velbekomme, herr pastor. (taler ind i spisestuen) Kommer du ikke med, Osvald?
OSVALD indenfor
Nej tak; jeg tror jeg går lidt ud.
FRU ALVING
Ja gør det; for nu er det en smule opholdsvejr. (lukker spisestuedøren og går hen til forstuedøren og kalder) Regine!
REGINE udenfor
Ja, frue?
​
1.utg: 71
FRU ALVING
Gå ned i strygeværelset og hjælp til med kransene.
REGINE
Ja vel, frue.
Fru Alving forvisser sig om, at Regine går; derpå lukker hun døren.
​
HIS: 443
PASTOR MANDERS
Han kan dog ikke høre noget derinde?
FRU ALVING
Ikke når døren er lukket. Desuden så går han jo ud.
PASTOR MANDERS
Jeg er endnu som fortumlet. Jeg begriber ikke, hvorledes jeg har kunnet synke en bid af den velsignede mad.
FRU ALVING i behersket uro, går op og ned
Jeg ikke heller. Men hvad er her at gøre?
PASTOR MANDERS
Ja, hvad er at gøre? Jeg ved det, min tro, ikke; jeg er så aldeles uerfaren i deslige tilfælde.
FRU ALVING
Jeg er overbevist om, at endnu er ingen ulykke sket.
​
1.utg: 72
​
HU: 87
PASTOR MANDERS
Nej, det forbyde himlen! Men et usømmeligt forhold er det ligefuldt.
FRU ALVING
Det hele er et løst indfald af Osvald; det kan De være viss på.
PASTOR MANDERS
Ja, jeg er jo, som sagt, ikke inde i den slags ting; men jeg synes dog tilforladelig –
FRU ALVING
Ud af huset må hun jo. Og det straks. Det er en soleklar sag –
​
HIS: 444
PASTOR MANDERS
Ja det forstår sig.
FRU ALVING
Men hvorhen? Vi kan da ikke forsvare at –
PASTOR MANDERS
Hvorhen? Naturligvis hjem til sin far.
FRU ALVING
Til hvem, sa’ De?
PASTOR MANDERS
Til sin –. Nej, men Engstrand er jo ikke –. Men, Herregud, frue, hvorledes er dette muligt? De må jo dog ta’ fejl alligevel.
​
1.utg: 73
FRU ALVING
Desværre; jeg tar ikke fejl i nogenting. Johanne måtte gå til bekendelse for mig, – og Alving kunde ikke nægte. Så var der jo ikke andet at gøre, end at få sagen neddysset.
PASTOR MANDERS
Nej, det var vel det eneste.
FRU ALVING
Pigen kom straks af tjenesten, og fik en temmelig rigelig sum for at tie indtil vidre. Resten sørged hun selv for, da hun kom ind til byen. Hun fornyed gammelt bekendtskab med snedker Engstrand, lod sig vel forlyde med, kan jeg tro, hvor mange penge hun havde, og bildte ham så noget ind om en eller anden udlænding, som skulde ha’ ligget her med et lystfartøj den sommer. Så blev hun og Engstrand viet i huj og hast. Ja, De vied dem jo selv.
​
HIS: 445
PASTOR MANDERS
Men hvorledes skal jeg da forklare mig –? Jeg husker tydeligt, da Engstrand kom for at bestille vielsen. Han var så rent sønderknust, og anklaged sig så bitterligt for den letsindighed, han og hans forlovede havde gjort sig skyldig i.
​
HU: 88
FRU ALVING
Ja, han måtte jo ta’ skylden på sig.
​
1.utg: 74
PASTOR MANDERS
Men en sådan uoprigtighed af ham! Og det imod mig! Det havde jeg tilforladelig ikke troet om Jakob Engstrand. Nå, jeg skal rigtignok ta’ ham alvorligt for mig; det kan han belave sig på. – Og så det usædelige i en sådan forbindelse! For penges skyld –! Hvor stort var det beløb, pigen havde at råde over?
FRU ALVING
Det var tre hundrede specier.
PASTOR MANDERS
Ja, tænke sig bare, – for lumpne tre hundrede specier at gå hen og la’ sig ægtevie til en falden kvinde!
FRU ALVING
Hvad siger De da om mig, som gik hen og lod mig ægtevie til en falden mand?
PASTOR MANDERS
Men Gud bevare os vel; – hvad er det, De siger? En falden mand!
​
HIS: 446
FRU ALVING
Tror De kanske Alving var renere, da jeg gik med ham til alteret, end Johanne var, da Engstrand lod sig vie til hende?
PASTOR MANDERS
Ja men det er dog så himmelvidt forskellige ting –
​
1.utg: 75
FRU ALVING
Sletikke så forskellige endda. Der var rigtignok stor forskel i prisen; – lumpne tre hundrede daler og en hel formue.
PASTOR MANDERS
Men at De kan stille noget så uligt sammen. De havde jo dog berådet Dem med Deres hjerte og med Deres pårørende.
FRU ALVING ser ikke på ham
Jeg trode De forstod, hvorhen det, De kalder mit hjerte, havde forvildet sig dengang.
PASTOR MANDERS fremmed
Havde jeg forståt noget sådant, var jeg ikke bleven en daglig gæst i Deres mands hus.
FRU ALVING
Ja, det står ialfald fast, at med mig selv berådte jeg mig sandelig ikke.
​
HU: 89
PASTOR MANDERS
Nå så med Deres nærmeste slægt da; således som foreskrevet er; med Deres mor og med begge Deres tanter.
​
HIS: 447
FRU ALVING
Ja, det er sandt. De tre gjorde op regnestykket for mig. Å, det er utroligt, hvor grejt ​
1.utg: 76
de fik ud, at det vilde være den rene dårskab at vrage et sligt tilbud. Om mor kunde se op nu og vidste, hvor al den herlighed havde båret hen!
PASTOR MANDERS
Udfaldet kan ingen gøres ansvarlig for. Så meget står ialfald fast, at Deres ægteskab blev stiftet overensstemmende med fuld lovlig orden.
FRU ALVING ved vinduet
Ja, dette med lov og orden! Jeg tror mangengang, det er det, som volder alle ulykkerne her i verden.
PASTOR MANDERS
Fru Alving, nu forsynder De Dem.
FRU ALVING
Ja, det får så være; men jeg står ikke i det med alle disse bånd og hensyn længer. Jeg kan det ikke! Jeg må arbejde mig ud til frihed.
PASTOR MANDERS
Hvad mener De med det?
FRU ALVING trommer på vinduskarmen
Jeg skulde aldrig lagt dølgsmål på Alvings levnet. Men jeg turde ikke andet dengang, – ikke for min egen skyld heller. Så fejg var jeg.
​
1.utg: 77
PASTOR MANDERS
Fejg?
​
HIS: 448
FRU ALVING
Havde folk fåt noget at vide, så havde de sagt som så: stakkers mand, det er rimeligt, at han skejer ud, han, som har en kone, der løber ifra ham.
PASTOR MANDERS
Med en viss ret kunde sådant nok siges.
FRU ALVING ser fast på ham
Hvis jeg var den, jeg skulde være, så tog jeg Osvald for mig og sa’: hør, min gut, din far var et forfaldent menneske –
PASTOR MANDERS
Men du forbarmende –
FRU ALVING
– og så fortalte jeg ham alt, hvad jeg har fortalt Dem, – rub og stub.
​
HU: 90
PASTOR MANDERS
Jeg er nær ved at oprøres over Dem, frue.
FRU ALVING
Ja jeg ved det. Jeg ved det jo! Jeg oprøres selv ved den tanke. (går fra vinduet) Så fejg er jeg.
​
1.utg: 78
PASTOR MANDERS
Og De kalder det fejghed at gøre Deres ligefremme pligt og skyldighed. Har De glemt, at et barn skal agte og elske sin fader og sin moder?
​
HIS: 449
FRU ALVING
Lad os ikke ta’ det så almindeligt. Lad os spørge: skal Osvald agte og elske kammerherre Alving?
PASTOR MANDERS
Er der ikke en røst i Deres morshjerte, som forbyder Dem at nedbryde Deres søns idealer?
FRU ALVING
Ja men sandheden da?
PASTOR MANDERS
Ja men idealerne da?
FRU ALVING
Å – idealer, idealer! Hvis jeg bare ikke var så fejg, som jeg er!
PASTOR MANDERS
Kast ikke vrag på idealerne, frue, – for det hævner sig hårdeligen. Og nu især Osvald. Osvald har nok ikke ret mange idealer, desværre. Men så meget har jeg kunnet skønne, at hans far står for ham som et sådant ideal.
​
1.utg: 79
FRU ALVING
Det har De ret i.
PASTOR MANDERS
Og disse hans forestillinger har De selv vakt og næret hos ham gennem Deres breve.
FRU ALVING
Ja; jeg var under pligten og hensynene; derfor løj jeg for min gut år ud og år ind. Å, hvor fejg, – hvor fejg jeg har været!
​
HIS: 450
PASTOR MANDERS
De har grundfæstet en lykkelig illusion hos Deres søn, fru Alving, – og det bør De sandeligen ikke skatte ringe.
FRU ALVING
Hm; hvem ved, om det nu er så bra’ alligevel. – Men noget maskepi med Regine vil jeg ialfald ikke vide af. Han skal ikke gå hen og gøre den stakkers pige ulykkelig.
​
HU: 91
PASTOR MANDERS
Nej, du gode Gud, det vilde jo være forfærdeligt!
FRU ALVING
Hvis jeg vidste, han mente det alvorligt og at det vilde bli’ til hans lykke –
PASTOR MANDERS
Hvorledes? Hvad så?
​
1.utg: 80
FRU ALVING
Men det vilde det ikke bli’; for Regine er desværre ikke slig.
PASTOR MANDERS
Nå, hvad så? Hvad mener De?
FRU ALVING
Hvis jeg ikke var så gudsjammerlig fejg, som jeg er, så vilde jeg sige til ham: gift dig med hende, eller indret jer som I vil; men bare ikke noget bedrag.
PASTOR MANDERS
Men du forbarmende –! Et lovformeligt ægteskab endogså! Noget så forskrækkeligt –! Noget så uhørt –!
​
HIS: 451
FRU ALVING
Ja, siger De uhørt? Hånden på hjertet, pastor Manders; tror De ikke, at der ude omkring i landet findes adskillige ægtepar, som er lige så nær i slægt?
PASTOR MANDERS
Jeg forstår Dem aldeles ikke.
FRU ALVING
Å jo såmæn gør De så.
PASTOR MANDERS
Nå, De tænker Dem det mulige tilfælde at –. Ja, desværre, familjelivet er visseligen ikke ​
1.utg: 81
altid så rent, som det burde være. Men sådant noget, som De sigter til, kan man jo dog aldrig vide, – ialfald ikke med bestemthed. Her derimod –; at De, en mor, kunde ville tilstæde, at Deres –!
FRU ALVING
Men jeg vil det jo ikke. Jeg vilde ikke kunne tilstæde det for nogen pris i verden; det er jo netop det jeg siger.
PASTOR MANDERS
Nej, fordi De er fejg, som De udtrykker Dem. Men hvis De altså ikke var fejg –! Du min skaber, – en så oprørende forbindelse!
FRU ALVING
Ja, vi stammer nu forresten allesammen fra den slags forbindelser, siges der. Og hvem er det, som har indrettet det slig her i verden, pastor Manders?
​
HIS: 452
​
HU: 92
PASTOR MANDERS
Sådanne spørsmål drøfter jeg ikke med Dem, frue; dertil har De langtfra ikke det rette sind. Men at De tør sige, at det er fejgt af Dem –!
FRU ALVING
Nu skal De høre, hvorledes jeg mener det. Jeg er ræd og sky, fordi der sidder i mig noget af dette gengangeragtige, som jeg aldrig rigtig kan bli’ kvit.
​
1.utg: 82
PASTOR MANDERS
Hvad var det De kaldte det?
FRU ALVING
Gengangeragtigt. Da jeg hørte Regine og Osvald derinde, var det som jeg så gengangere for mig. Men jeg tror næsten, vi er gengangere allesammen, pastor Manders. Det er ikke bare det, vi har arvet fra far og mor, som går igen i os. Det er alleslags gamle afdøde meninger og alskens gammel afdød tro og sligt noget. Det er ikke levende i os; men det sidder i alligevel og vi kan ikke bli’ det kvit. Bare jeg tar en avis og læser i, er det ligesom jeg så gengangere smyge imellem linjerne. Der må leve gengangere hele landet udover. Der må være så tykt af dem som sand, synes jeg. Og så er vi så gudsjammerlig lysrædde allesammen.
PASTOR MANDERS
Aha, – der har vi altså udbyttet af Deres læsning. Skønne frugter isandhed! Å, disse afskyelige, oprørske, fritænkerske skrifter!
​
HIS: 453
FRU ALVING
De tar fejl, kære pastor. De er selv den mand, som fik ægget mig til at tænke; og det skal De ha’ tak og pris for.
PASTOR MANDERS
Jeg!
​
1.utg: 83
FRU ALVING
Ja, da De tvang mig ind under det, som De kaldte pligt og skyldighed; da De lovpriste som ret og rigtigt, hvad hele mit sind oprørte sig imod, som imod noget vederstyggeligt. Da var det jeg begyndte at se Deres lærdomme efter i sømmene. Jeg vilde bare pille ved en eneste knude; men da jeg havde fåt den løst, så rakned det op altsammen. Og så skønte jeg, at det var maskinsøm.
​
HU: 93
PASTOR MANDERS stille, rystet
Skulde dette være vindingen af mit livs tungeste strid?
FRU ALVING
Kald det heller Deres ynkeligste nederlag.
PASTOR MANDERS
Det var mit livs største sejr, Helene; sejren over mig selv.
FRU ALVING
Det var en forbrydelse imod os begge.
PASTOR MANDERS
At jeg bød Dem og sagde: kvinde, gå hjem til Deres lovlige husbond, da De kom til mig forvildet og råbte: her er jeg; tag mig! Var det en forbrydelse?
​
1.utg: 84
​
HIS: 454
FRU ALVING
Ja, jeg synes det.
PASTOR MANDERS
Vi to forstår ikke hinanden.
FRU ALVING
Ikke nu længer ialfald.
PASTOR MANDERS
Aldrig, – aldrig i mine lønligste tanker engang, har jeg set Dem anderledes, end som en andens ægtefælle.
FRU ALVING
Ja – tro det?
PASTOR MANDERS
Helene –!
FRU ALVING
En går sig selv så let af minde.
PASTOR MANDERS
Ikke jeg. Jeg er den samme, som jeg altid var.
FRU ALVING slår om
Ja, ja, ja, – lad os ikke tale mere om gamle dage. Nu sidder De til op over ørene i kommissioner og bestyrelser; og jeg går her og ​
1.utg: 85
kæmper med gengangere både indvendig og udvendig.
PASTOR MANDERS
De udvendige skal jeg nok hjælpe Dem at få bugt med. Efter alt, hvad jeg med forfærdelse har hørt af Dem idag, kan jeg ​
HIS: 455
ikke for min samvittighed forsvare at lade en ung ubefæstet pige forblive i Deres hus.
FRU ALVING
Synes De ikke det var bedst, om vi kunde få hende forsørget? Jeg mener – sådan godt gift.
PASTOR MANDERS
Utvivlsomt. Jeg tror, det vilde være i alle henseender ønskeligt for hende. Regine er ​
HU: 94
jo nu i den alder, da –; ja, jeg forstår mig jo ikke på det, men –
FRU ALVING
Regine blev tidlig voksen.
PASTOR MANDERS
Ja, gjorde hun ikke det? Det svæver mig for, at hun var påfaldende stærkt udviklet i legemlig henseende, da jeg forberedte hende til konfirmation. Men foreløbig må hun ialfald hjem; under sin fars opsigt –. Nej, men Engstrand er jo ikke –. At han – at han således kunde fordølge sandheden for mig!
Det banker på døren til forstuen.
​
1.utg: 86
FRU ALVING
Hvem kan det være? Kom ind!
SNEDKER ENGSTRAND søndagsklædt, i døren
Jeg ber så my’ om forladelse, men –
PASTOR MANDERS
Aha! Hm –
​
HIS: 456
FRU ALVING
Er det Dem, Engstrand?
ENGSTRAND
– der var ingen af pigerne tilstede, og så tog jeg mig den dristige friheden at banke lige på.
FRU ALVING
Nå ja, ja. Kom ind. Vil De tale med mig om noget?
ENGSTRAND kommer ind
Nej, ellers så mange tak. Det var nok med pastoren jeg gerne vilde tale et lidet ord.
PASTOR MANDERS går op og ned
Hm; ja så? De vil tale med mig? Vil De det?
ENGSTRAND
Ja, jeg vilde så fælt gerne –
​
1.utg: 87
PASTOR MANDERS stanser foran ham
Nå; må jeg spørge, hvad det er for noget?
ENGSTRAND
Jo, det var det, herr pastor, at nu har vi klarering dernede. Mangfoldig tak, frue. – Og nu er vi færdig med altingen; og så synes jeg, det vilde være så pent og passeligt, om vi, som har arbejdet så oprigtigt sammen al denne tiden, – jeg synes, vi skulde slutte med en liden andagt ikveld.
PASTOR MANDERS
En andagt? Nede i asylet?
​
HIS: 457
​
HU: 95
ENGSTRAND
Ja, synes kanske ikke pastoren det er passeligt, så –
PASTOR MANDERS
Jo visst synes jeg det, men – hm –
ENGSTRAND
Jeg har selv brugt at holde lidt andagt dernede om kveldene –
FRU ALVING
Har De?
ENGSTRAND
Ja, en gang imellem; slig en liden opbyggelse at kalde for. Men jeg er jo en ringe, gemen mand og har ikke rigtig gaverne, Gu’ bedre mig, ​
1.utg: 88
– og så tænkte jeg, at siden herr pastor Manders just var herude, så –
PASTOR MANDERS
Ja, ser De, snedker Engstrand, jeg må først gøre Dem et spørsmål. Besidder De den rette stemning for en sådan sammenkomst? Føler De Deres samvittighed fri og let?
ENGSTRAND
Å Gu’ hjælpe os, det er nok ikke værd at snakke om samvittigheden, herr pastor.
PASTOR MANDERS
Jo, det er just den, vi skal tale om. Hvad svarer De så?
ENGSTRAND
Ja, samvittigheden – den kan være fæl, den, sommetider.
​
HIS: 458
PASTOR MANDERS
Nå, det erkender De da ialfald. Men vil De så uforbeholdent sige mig, – hvorledes hænger det sammen med Regine?
FRU ALVING hurtigt
Pastor Manders!
PASTOR MANDERS beroligende
Lad De mig –
​
1.utg: 89
ENGSTRAND
Med Regine! Jøss’, hvor ræd De gør mig da! (ser på fru Alving) Det er da vel aldrig galt fat med Regine?
PASTOR MANDERS
Det vil vi håbe. Men jeg mener, hvorledes hænger det sammen med Dem og Regine? De går jo og gælder for hendes far. Nå?
ENGSTRAND usikker
Ja – hm – herr pastoren ved jo dette her med mig og salig Johanne.
​
HU: 96
PASTOR MANDERS
Ingen fordrejelse af sandheden længer. Deres afdøde hustru meddelte fru Alving den rette sammenhæng, før hun kom af tjenesten.
ENGSTRAND
Nå så skulde da –! Gjorde hun det alligevel?
PASTOR MANDERS
De er altså afsløret, Engstrand.
​
HIS: 459
ENGSTRAND
Og hun, som både svor og bandte så helligt på –
PASTOR MANDERS
Bandte hun!
​
1.utg: 90
ENGSTRAND
Nej, hun bare svor, men det så inderlig oprigtigt.
PASTOR MANDERS
Og i alle disse år har De fordulgt sandheden for mig. Fordulgt den for mig, som så ubetinget har fæstet lid til Dem i et og alt.
ENGSTRAND
Ja, desværre, jeg har nok det.
PASTOR MANDERS
Har jeg fortjent dette af Dem, Engstrand? Har jeg ikke stedse været redebon til at gå Dem tilhånde med råd og dåd, så vidt det stod i min magt? Svar! Har jeg ikke det?
ENGSTRAND
Det havde nok ikke set godt ud for mig mangengang, om jeg ikke havde havt pastor Manders.
PASTOR MANDERS
Og så lønner De mig på en sådan måde. Får mig til at indføre uefterretteligheder i ministrialbogen og forholder mig siden gennem en række af år de oplysninger, som De var både mig og sandheden skyldig. Deres færd har været aldeles uforsvarlig, Engstrand; og fra nu af er det ude mellem os.
​
1.utg: 91
​
HIS: 460
ENGSTRAND med et suk
Ja, det er vel det, kan jeg skønne.
PASTOR MANDERS
Ja, for hvorledes vilde De vel kunne retfærdiggøre Dem?
ENGSTRAND
Men skulde hun da gåt og skamferet sig endda mere ved at snakke om det? Vil nu bare herr pastoren tænke sig, at han var i samme forfatning, som salig Johanne –
​
HU: 97
PASTOR MANDERS
Jeg!
ENGSTRAND
Jøss’, Jøss’, jeg mener ikke så lige akkurat. Men jeg mener, om pastoren havde noget at skæms over i menneskenes øjne, som de siger. Vi mandspersoner skal ikke dømme en stakkers kvinde for strængt, herr pastor.
PASTOR MANDERS
Men det gør jeg jo heller ikke. Det er Dem, jeg retter bebrejdelsen imod.
ENGSTRAND
Måtte jeg få lov til at gøre herr pastoren et bitte lidet spørsmål?
PASTOR MANDERS
Nå ja, spørg.
​
1.utg: 92
ENGSTRAND
Er det ikke ret og rigtigt af en mand, at han oprejser den faldende?
​
HIS: 461
PASTOR MANDERS
Jo, selvfølgelig.
ENGSTRAND
Og er ikke en mand skyldig at holde sit oprigtige ord?
PASTOR MANDERS
Jo visselig er han det; men –
ENGSTRAND
Den gangen, da Johanne var falden i ulykke desformedelst denne Engelsmanden – eller kanske det var en Amerikaner eller en Russer, som de kalder det, – ja, så kom hun ind til byen. Stakker, hun havde slåt vrag på mig før en gang eller to; for hun så nu bare på det, som vakkert var, hun; og jeg havde jo denne her skavanken i benet. Ja, pastoren minds jo, jeg havde fordristet mig op på en dansesal, hvor sjøfarendes matroser rejerte med drukkenskab og beruselse, som de siger. Og da jeg så vilde formane dem til at vandre i et nyt levnet –
FRU ALVING henne ved vinduet
Hm –
​
1.utg: 93
PASTOR MANDERS
Jeg ved det, Engstrand; de rå mennesker kasted Dem nedover trapperne. Den begivenhed har De før meddelt mig. De bærer Deres skavank med ære.
ENGSTRAND
Jeg hovmoder mig ikke deraf, herr pastor. Men det var det, jeg vilde fortælle, at så kom hun og ​
HU: 98
betrode sig til mig under grædendes tårer og tænders gnidsel. Jeg må sige herr pastoren, det gjorde mig så hjertelig ondt at høre på.
​
HIS: 462
PASTOR MANDERS
Gjorde det det, Engstrand. Nå; og så?
ENGSTRAND
Ja, så sa’ jeg til hende: Amerikaneren han er omflakkendes på verdens hav, han. Og du, Johanne, sa’ jeg, du har begåt et syndefald og er en falden skabning. Men Jakob Engstrand, sa’ jeg, han står på to reelle ben, han; – ja, det mente jeg nu slig som en lignelse, herr pastor.
PASTOR MANDERS
Jeg forstår Dem så godt; bliv De bare ved.
ENGSTRAND
Ja, så var det jeg oprejste hende og ægtevied hende oprigtigt for at ikke folk skulde få ​
1.utg: 94
vide, hvor vildfarendes hun havde været med udlændinger.
PASTOR MANDERS
Alt dette var såre smukt handlet af Dem. Jeg kan blot ikke billige, at De kunde bekvemme Dem til at modtage penge –
ENGSTRAND
Penge? Jeg? Ikke en styver.
PASTOR MANDERS spørgende til fru Alving
Men –!
ENGSTRAND
Å ja, – bi lidt; nu minds jeg det. Johanne havde nok nogen skillinger ligevel. Men det vilde jeg ikke vide noget af. Tvi, sa’ jeg, mammon, det er syndens sold, det; det usle guldet – eller ​
HIS: 463
papirsedler, hvad det var for noget – det slænger vi i Amerikaneren igen, sa’ jeg. Men han var afsides og forsvunden over det vilde hav, herr pastor.
PASTOR MANDERS
Var han det, min gode Engstrand?
ENGSTRAND
Ja vel. Og så blev jeg og Johanne enige om, at de pengene skulde gå til at opdrage barnet for; og så blev det da også; og jeg kan ​
1.utg: 95
gøre regnskab og rigtighed for hver evig eneste skilling.
PASTOR MANDERS
Men dette forandrer jo sagen ganske betydeligt.
​
HU: 99
ENGSTRAND
Slig hænger det sammen, herr pastor. Og jeg tør nok sige, jeg har været en oprigtig far for Regine, – så langt mine kræfter rak da – for jeg er en skrøbelig mand, desværre.
PASTOR MANDERS
Nå nå, min kære Engstrand –
ENGSTRAND
Men det tør jeg sige, at jeg har opdraget barnet og levet kærligt med salig Johanne og øvet hustugten, som skrevet står. Men aldrig kunde det da falde mig ind at gå op til pastor Manders og hovmode mig og gøre mig til af, at jeg havde gjort en god gerning engang i verden, jeg også. Nej, når sligt hændes Jakob Engstrand, så tier han stille med det. Desværre, det går vel ikke så tidt på, kan jeg tro. Og når jeg kommer til pastor Manders, så har jeg så evig nok med at snakke om det, som ​
HIS: 464
galt og skrøbeligt er. For jeg siger det, som jeg sagde nylig, – samvittigheden kan være styg en gang iblandt.
PASTOR MANDERS
Ræk mig Deres hånd, Jakob Engstrand.
​
1.utg: 96
ENGSTRAND
Å Jøss, herr pastor –
PASTOR MANDERS
Ingen omsvøb. (trykker hans hånd) Se så!
ENGSTRAND
Og hvis jeg så pent og vakkert turde be’ pastoren om forladelse –
PASTOR MANDERS
De? Nej tvertimod; det er mig, som skal bede Dem om forladelse –
ENGSTRAND
Å nej kors da.
PASTOR MANDERS
Jo, tilforladelig. Og det gør jeg af hele mit hjerte. Tilgiv, at jeg således kunde miskende Dem. Og gid jeg så sandt kunde vise Dem et eller andet tegn på min oprigtige fortrydelse og på min velvilje for Dem –
ENGSTRAND
Vilde herr pastoren det?
​
HIS: 465
PASTOR MANDERS
Med den allerstørste fornøjelse –
​
HU: 100
ENGSTRAND
Ja for så var der rigtignok lejlighed til det nu. Med de velsignede pengene, som jeg har ​
1.utg: 97
lagt mig tilbedste herude, tænker jeg på at grundlægge et slags sjømandshjem inde i byen.
FRU ALVING
Vil De?
ENGSTRAND
Ja, det skulde bli’ som et slags asyl at kalde for. Fristelserne er så mangfoldige for sjømanden, som vandrer på landjorden. Men i dette her huset hos mig kunde han få være som under en fars opsigt, tænkte jeg.
PASTOR MANDERS
Hvad siger De til det, fru Alving!
ENGSTRAND
Det er jo ikke stort, jeg har at fare med, Gu’ bedre det; men hvis jeg bare kunde få en velgørendes håndsrækning, så –
PASTOR MANDERS
Ja, ja, lad os nærmere overveje den sag. Deres forehavende tiltaler mig ganske overordentligt. Men gå De nu foran, og gør alting istand og få tændt lys, så det kan være lidt festligt. Og så skal vi ha’ en opbyggelig stund sammen, min kære Engstrand; for nu tror jeg nok De har den rette stemning.
​
HIS: 466
ENGSTRAND
Jeg synes ligesom det, ja. Og så farvel, frue, og tak for her; og ta’ rigtig godt vare på ​
1.utg: 98
Regine for mig. (visker en tåre af øjet) Salig Johannes barn – hm, det er underligt med det – men det er lige rakt som hun var vokset fast til hjerterødderne mine. Ja-mænd er det så, ja.
Han hilser og går ud gennem forstuen.
PASTOR MANDERS
Nå, hvad siger De så om den mand, fru Alving! Det var en ganske anden forklaring, den, vi der fik.
FRU ALVING
Ja, det var det rigtignok.
PASTOR MANDERS
Der ser De, hvor overmåde varsom man må være med at fordømme et medmenneske. Men det er da også en inderlig glæde at forvisse sig om, at man har taget fejl. Eller hvad siger De?
​
HU: 101
FRU ALVING
Jeg siger, De er og blir et stort barn, Manders.
PASTOR MANDERS
Jeg?
FRU ALVING lægger begge hænder på hans skuldre
Og jeg siger, jeg kunde ha’ lyst til at slå begge armene om halsen på Dem.
​
1.utg: 99
​
HIS: 467
PASTOR MANDERS trækker sig hurtigt bort
Nej, nej, Gud velsigne Dem –; deslige lyster –
FRU ALVING med et smil
Å, De skal ikke være ræd for mig.
PASTOR MANDERS ved bordet
De har stundom en så overdreven måde at udtrykke Dem på. Nu vil jeg først samle dokumenterne sammen og lægge dem i min taske. (gør som han siger) Se så. Og nu farvel sålænge. Hav øjnene med Dem, når Osvald kommer tilbage. Jeg ser siden op til Dem igen.
Han tar sin hat og går ud gennem forstuedøren.
FRU ALVING drager et suk, ser et øjeblik ud af vinduet, rydder lidt op i stuen og vil gå ind i spiseværelset, men standser med et dæmpet udråb i døren
Osvald, sidder du endnu ved bordet!
OSVALD i spisestuen
Jeg røger bare min cigar ud.
FRU ALVING
Jeg trode, du var gået lidt opover vejen.
​
1.utg: 100
OSVALD
I sligt vejr?
Et glas klirrer. Fru Alving lar døren stå åben og sætter sig med sit strikketøj på sofaen ved vinduet.
​
HIS: 468
OSVALD derinde
Var det ikke pastor Manders, som gik nu nylig?
FRU ALVING
Jo, han gik ned på asylet.
OSVALD
Hm.
Glas og karaffel klirrer igen.
FRU ALVING med et bekymret øjekast
Kære Osvald, du skulde vogte dig for den likør. Den er stærk.
OSVALD
Den er god imod fugtigheden.
FRU ALVING
Vil du ikke heller komme ind til mig?
OSVALD
Jeg må jo ikke røge derinde.
​
HU: 102
FRU ALVING
Cigar ved du jo godt du må røge.
​
1.utg: 101
OSVALD
Ja ja, så kommer jeg da. Bare en bitte liden dråbe til. – Se så.
Han kommer med sin cigar ind i stuen og lukker døren efter sig. Kort taushed.
​
HIS: 469
OSVALD
Hvor er pastoren henne?
FRU ALVING
Jeg sa’ dig jo, han gik ned på asylet.
OSVALD
Å ja, det er sandt.
FRU ALVING
Du skulde ikke bli’ siddende så længe ved bordet, Osvald.
OSVALD med cigaren bag ryggen
Men jeg synes, det er så hyggeligt, mor. (stryger og klapper hende) Tænk, – for mig, som er kommen hjem, at sidde ved mors eget bord, i mors stue, og spise mors dejlige mad.
FRU ALVING
Min kære, kære gut!
OSVALD noget utålmodig, går og røger
Og hvad skal jeg ellers ta’ mig til her? Jeg kan ikke bestille noget –
​
1.utg: 102
FRU ALVING
Ja, kan du ikke det?
OSVALD
I sligt gråvejr? Uden at der falder et solblink hele dagen? (går hen over gulvet) Å, det, ikke at kunne arbejde –!
​
HIS: 470
FRU ALVING
Det var nok ikke rigtig vel betænkt af dig, at du kom hjem.
OSVALD
Jo, mor; det måtte så være.
FRU ALVING
Ja, for jeg vilde da ti gange heller undvære den lykke at ha’ dig hos mig, end at du skulde –
OSVALD standser ved bordet
Men sig mig nu, mor, – er det da virkelig så stor en lykke for dig at ha’ mig hjemme?
FRU ALVING
Om det er en lykke for mig!
OSVALD krammer en avis
Jeg synes, det måtte næsten være det samme for dig, enten jeg var til eller ikke.
​
1.utg: 103
FRU ALVING
Og det har du hjerte til at sige til din mor, Osvald?
OSVALD
Men du har da så godt kunnet leve mig foruden før.
​
HU: 103
FRU ALVING
Ja; jeg har levet dig foruden; – det er sandt.
Taushed. Skumringen begynder langsomt. Osvald går frem og tilbage på gulvet. Cigaren har han lagt fra sig.
​
HIS: 471
OSVALD standser ved fru Alving
Mor, må jeg få lov at sidde i sofaen hos dig?
FRU ALVING gør plads for ham
Ja, kom du, min kære gut.
OSVALD sætter sig
Nu må jeg sige dig noget, mor.
FRU ALVING spændt
Nu vel!
OSVALD stirrer frem for sig
For jeg kan ikke gå og bære på det længer.
FRU ALVING
På hvad for noget? Hvad er det?
​
1.utg: 104
OSVALD som før
Jeg har ikke kunnet komme mig for at skrive dig til om det; og siden jeg kom hjem –
FRU ALVING griber ham om armen
Osvald, hvad er dette for noget!
OSVALD
Både igår og idag har jeg prøvet at skyde tankerne fra mig, – slå mig løs. Men det går ikke.
FRU ALVING rejser sig
Nu skal du tale rent ud, Osvald!
​
HIS: 472
OSVALD drager hende ned på sofaen igen
Bliv siddende, så vil jeg prøve på at sige dig det. – Jeg har klaget så over træthed efter rejsen –
FRU ALVING
Nu ja! Hvad så?
OSVALD
Men det er ikke det, som fejler mig; ikke nogen almindelig træthed –
FRU ALVING vil springe op
Du er da ikke syg, Osvald!
​
1.utg: 105
OSVALD drager hende atter ned
Bliv siddende, mor. Tag det bare roligt. Jeg er ikke rigtig syg heller; ikke sådan, hvad man almindelig kalder syg. (slår hænderne sammen over hodet) Mor, jeg er åndelig nedbrudt, – ødelagt, – jeg kan aldrig komme til at arbejde mere!
Han kaster sig med hænderne for ansigtet ned i hendes skød og brister i hulkende gråd.
FRU ALVING bleg og dirrende
Osvald! Se på mig! Nej, nej, dette er ikke sandt.
​
HU: 104
OSVALD ser op med fortvivlede øjne
Aldrig kunne arbejde mere! Aldrig – aldrig! Være som levende død! Mor, kan du tænke dig noget så forfærdeligt?
​
HIS: 473
FRU ALVING
Min ulykkelige gut! Hvorledes er dette forfærdelige kommet over dig?
OSVALD sætter sig atter oprejst
Ja, det er just det, jeg umulig kan fatte og begribe. Jeg har aldrig ført noget stormende liv. Ikke i nogen henseende. Det skal du ikke tro om mig, mor! Det har jeg aldrig gjort.
​
1.utg: 106
FRU ALVING
Det tror jeg heller ikke, Osvald.
OSVALD
Og så kommer dette over mig alligevel! Denne forfærdelige ulykke!
FRU ALVING
Å, men det vil rette sig, min kære, velsignede gut. Det er ikke andet end overanstrængelse. Du kan tro mig på det.
OSVALD tungt
Det trode jeg også i førstningen; men det er ikke så.
FRU ALVING
Fortæl mig fra ende til anden.
OSVALD
Det vil jeg også.
FRU ALVING
Hvad tid mærked du det først?
​
HIS: 474
OSVALD
Det var straks efter at jeg havde været hjemme forrige gang og var kommen ned til Paris igen. Jeg begyndte at føle de voldsomste smerter i hodet – mest i baghodet, syntes jeg. Det var som om en trang jernring blev skruet om nakken og opover.
​
1.utg: 107
FRU ALVING
Og så?
OSVALD
I førstningen trode jeg, det ikke var andet, end den sædvanlige hodepine, som jeg havde været så plaget med, da jeg var i opvæksten.
FRU ALVING
Ja, ja –
OSVALD
Men det var ikke så; det mærked jeg snart. Jeg kunde ikke arbejde længer. Jeg vilde begynde på et nyt stort billede; men det var som om evnerne svigted mig; al min kraft var som lamslåt; jeg kunde ​
HU: 105
ikke samle mig til faste forestillinger; det svimled for mig, – løb rundt. Å, det var en forfærdelig tilstand! Til slut sendte jeg da bud efter lægen, – og af ham fik jeg vide besked.
FRU ALVING
Hvorledes, mener du?
OSVALD
Det var en af de første læger dernede. Jeg måtte da fortælle ham, hvorledes jeg følte det; og så begyndte han at gøre mig ​
HIS: 475
en hel del spørsmål, som jeg syntes slet ikke kom sagen ved; jeg begreb ikke hvor manden vilde hen –
FRU ALVING
Nu!
​
1.utg: 108
OSVALD
Tilsidst sa’ han: der har lige fra fødselen af været noget ormstukket ved Dem; – han brugte netop udtrykket «vermoulu».
FRU ALVING spændt
Hvad mente han med det?
OSVALD
Jeg forstod det heller ikke, og bad ham om en nærmere forklaring. Og så sa’ den gamle cyniker – (knytter hånden) Å –!
FRU ALVING
Hvad sa’ han?
OSVALD
Han sa’: fædrenes synder hjemsøges på børnene.
FRU ALVING rejser sig langsomt op
Fædrenes synder –!
OSVALD
Jeg havde nær slåt ham i ansigtet –
FRU ALVING går henover gulvet
Fædrenes synder –
​
HIS: 476
OSVALD smiler tungt
Ja, hvad synes du? Naturligvis forsikkred ​
1.utg: 109
jeg ham, at der aldeles ikke kunde være tale om sligt noget. Men tror du han gav sig for det? Nej, han blev ved sit; og det var først da jeg havde taget frem dine breve og oversat for ham alle de steder, som handled om far –
FRU ALVING
Men da –?
OSVALD
Ja, da måtte han selvfølgelig indrømme, at han var på vildspor; og så fik jeg vide sandheden. Den ubegribelige sandhed! Dette jublende lyksalige ungdomsliv med kammeraterne skulde jeg afholdt mig fra. ​
HU: 106
Det havde været for stærkt for mine kræfter. Selvforskyldt, altså!
FRU ALVING
Osvald! Å nej; tro ikke det!
OSVALD
Der var ingen anden forklaring mulig, sa’ han. Det er det forfærdelige. Uhelbredelig ødelagt for hele livet – for min egen ubesindigheds skyld. Alt, hvad jeg vilde udrettet i verden, – ikke at turde tænke på det engang, – ikke at kunne tænke på det. Å, kunde jeg bare leve om igen, – gøre det ugjort altsammen!
Han kaster sig på ansigtet ned i sofaen.
Fru Alving vrider hænderne og går taus kæmpende frem og tilbage.
​
1.utg: 110
​
HIS: 477
OSVALD efter en stund, ser op og blir halvt liggende på albuen
Havde det endda været noget nedarvet, – noget, som en ikke selv kunde gøre for. Men dette her! På en så skammelig, tankeløs, letsindig måde at ha’ sløset bort sin egen lykke, sin egen sundhed, alting i verden, – sin fremtid, sit liv –!
FRU ALVING
Nej, nej, min kære, velsignede gut; dette er umuligt! (bøjer sig over ham) Det står ikke så fortvilet til med dig, som du tror.
OSVALD
Å, du ved ikke –. (springer op) Og så det, mor, at jeg skal volde dig al den sorg! Mangen gang har jeg næsten ønsket og håbet, at du igrunden ikke brød dig så stort om mig.
FRU ALVING
Jeg, Osvald; min eneste gut! Det eneste, jeg ejer og har i verden; det eneste, jeg bryr mig om.
OSVALD griber begge hendes hænder og kysser dem
Ja, ja, jeg ser det nok. Når jeg er hjemme, så ser jeg det jo. Og det er noget af det tungeste for mig. – Men nu ved du det altså. Og nu vil vi ikke tale mere om det for idag. Jeg tåler ikke at tænke længe på det af gangen. (går opover gulvet) Skaf mig noget at drikke, mor!
​
1.utg: 111
FRU ALVING
Drikke? Hvad vil du drikke nu?
​
HU: 107
OSVALD
Å, hvadsomhelst. Du har jo noget kold punch i huset.
​
HIS: 478
FRU ALVING
Ja, men min kære Osvald –!
OSVALD
Sæt dig ikke imod det, mor. Vær nu snil! Jeg må ha’ noget at skylle alle disse nagende tankerne ned med. (går op i blomsterværelset) Og så – så mørkt, som her er!
Fru Alving ringer på en klokkestreng tilhøjre.
OSVALD
Og dette uophørlige regnvejr. Uge efter uge kan det jo vare ved; hele måneder. Aldrig få se et solglimt. De gange, jeg har været hjemme, mindes jeg aldrig jeg har set solen skinne.
FRU ALVING
Osvald, – du tænker på at rejse fra mig!
OSVALD
Hm – (drager vejret tungt) Jeg tænker ikke på nogenting. Kan ikke tænke på nogenting! (lavmælt) Det lar jeg nok være.
​
1.utg: 112
REGINE fra spisestuen
Ringte fruen?
FRU ALVING
Ja, lad os få lampen ind.
REGINE
Straks, frue. Den er alt tændt. (går ud)
​
HIS: 479
FRU ALVING går hen til Osvald
Osvald, vær ikke forbeholden imod mig.
OSVALD
Det er jeg ikke, mor. (går hen til bordet) Jeg synes, jeg har sagt dig så meget.
Regine bringer lampen og sætter den på bordet.
FRU ALVING
Hør, Regine, du kunde hente os en halv flaske champagne.
REGINE
Vel, frue. (går ud igen)
OSVALD tar fru Alving om hodet
Det er, som det skal være. Jeg vidste nok, mor vilde ikke la’ sin gut tørste.
​
1.utg: 113
FRU ALVING
Du min stakkers kære Osvald; hvorledes skulde jeg kunne nægte dig nogenting nu?
OSVALD livfuldt
Er det sandt, mor? Mener du det?
FRU ALVING
Hvorledes? Hvilket?
​
HU: 108
OSVALD
At du ikke vilde kunne nægte mig nogen ting?
​
HIS: 480
FRU ALVING
Men kære Osvald –
OSVALD
Hys!
REGINE bringer en brikke med en halv flaske champagne og to glas, som hun sætter på bordet
Skal jeg åbne –?
OSVALD
Nej tak, det skal jeg selv.
Regine går ud igen.
FRU ALVING sætter sig ved bordet
Hvad var det, du mente – jeg ikke måtte nægte dig?
​
1.utg: 114
OSVALD beskæftiget med at åbne flasken
Først et glas – eller to.
Korken springer; han skænker i det ene glas og vil skænke i det andet.
FRU ALVING holder hånden over
Tak, – ikke for mig.
OSVALD
Nå, så for mig da!
Han tømmer glasset, fylder det pånyt og tømmer det atter; derpå sætter han sig ved bordet.
​
HIS: 481
FRU ALVING ventende
Nu da?
OSVALD uden at se på hende
Hør, sig mig, – jeg syntes du og pastor Manders så så underlig – hm, stilfærdige ud ved middagsbordet.
FRU ALVING
La’ du mærke til det?
OSVALD
Ja. Hm – (efter en kort taushed) Sig mig, – hvad synes du om Regine?
FRU ALVING
Hvad jeg synes?
​
1.utg: 115
OSVALD
Ja, er hun ikke prægtig?
FRU ALVING
Kære Osvald, du kender hende ikke så nøje som jeg –
OSVALD
Nå?
FRU ALVING
Regine fik desværre gå for længe hjemme. Jeg skulde taget hende til mig tidligere.
OSVALD
Ja, men er hun ikke prægtig at se på, mor? (fylder sit glas)
​
HIS: 482
FRU ALVING
Regine har mange og store fejl –
OSVALD
Å ja, hvad gør det?
Han drikker igen.
​
HU: 109
FRU ALVING
Men jeg holder af hende alligevel; og jeg har ansvaret for hende. Jeg vilde ikke for alt i verden, at hun skulde komme noget til.
OSVALD springer op
Mor, Regine er min eneste redning!
​
1.utg: 116
FRU ALVING rejser sig
Hvad mener du med det?
OSVALD
Jeg kan ikke gå her og bære al denne sjælekval alene.
FRU ALVING
Har du ikke din mor til at bære den med dig?
OSVALD
Jo, det tænkte jeg; og derfor kom jeg også hjem til dig. Men det går ikke på den måden. Jeg ser det; det går ikke. Jeg holder ikke mit liv ud her!
FRU ALVING
Osvald!
​
HIS: 483
OSVALD
Jeg må leve anderledes, mor. Derfor må jeg bort ifra dig. Jeg vil ikke ha’, at du skal gå og se på det.
FRU ALVING
Min ulykkelige gut! Å, men, Osvald, så længe du er så syg som nu –
OSVALD
Var det bare sygdommen alene, så blev jeg nok hos dig, mor. For du er min bedste ven i verden.
​
1.utg: 117
FRU ALVING
Ja, ikke sandt, Osvald; er jeg ikke det!
OSVALD driver urolig om
Men det er alle kvalerne, naget, angeren, – og så den store dødelige angst. Å – denne forfærdelige angst!
FRU ALVING går efter ham
Angst? Hvilken angst? Hvad mener du?
OSVALD
Å, du må ikke spørge mig om mere. Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke beskrive det for dig.
Fru Alving går over mod højre og trækker i klokkestrængen.
OSVALD
Hvad er det du vil?
​
HIS: 484
FRU ALVING
Jeg vil min gut skal være glad, vil jeg. Han skal ikke gå her og gruble. (til Regine, som kommer i døren) Mere champagne. En hel flaske.
Regine går.
​
HU: 110
OSVALD
Mor!
FRU ALVING
Tror du ikke vi forstår at leve her på gården også?
​
1.utg: 118
OSVALD
Er hun ikke prægtig at se på? Slig, som hun er bygget! Og så kærnesund.
FRU ALVING sætter sig ved bordet
Sæt dig, Osvald, og lad os tale roligt sammen.
OSVALD sætter sig
Du ved nok ikke, mor, at jeg har en uret at gøre god igen mod Regine.
FRU ALVING
Du!
OSVALD
Eller en liden ubetænksomhed – hvad du vil kalde det. Meget uskyldigt forresten. Da jeg sidst var hjemme –
FRU ALVING
Ja?
​
HIS: 485
OSVALD
– så spurgte hun mig så ofte om Paris, og jeg fortalte hende da et og andet dernedefra. Så husker jeg, at jeg en dag kom til at sige: skulde De ikke selv ha’ lyst til at komme derned?
FRU ALVING
Nu?
​
1.utg: 119
OSVALD
Jeg så, at hun blev ganske blussende rød, og så sa’ hun: jo, det havde jeg rigtignok lyst til. Ja ja, svarte jeg, det kan der nok bli’ råd for – eller noget sligt.
FRU ALVING
Nu ja?
OSVALD
Jeg havde naturligvis glemt det hele; men da jeg iforgårs kom til at spørge hende, om hun var glad over, at jeg skulde bli’ så længe hjemme –
FRU ALVING
Ja?
OSVALD
– da så hun så besynderligt på mig, og så spurgte hun: men hvad blir der så af min rejse til Paris?
FRU ALVING
Hendes rejse!
​
HIS: 486
OSVALD
Og så fik jeg ud af hende, at hun havde taget sagen alvorligt, at hun havde gåt her og tænkt på mig hele tiden, og at hun havde lagt sig efter at lære fransk –
​
1.utg: 120
​
HU: 111
FRU ALVING
Derfor altså –
OSVALD
Mor, – da jeg så den prægtige, smukke, kærnefriske pige stå der for mig – før havde jeg jo aldrig lagt videre mærke til hende – men nu, da hun stod der ligesom med åbne arme færdig til at ta’ imod mig –
FRU ALVING
Osvald!
OSVALD
– da gik det op for mig, at i hende var der redning; for jeg så der var livsglæde i hende.
FRU ALVING studsende
Livsglæde –? Kan der være redning i den?
REGINE fra spisestuen med en champagneflaske
Jeg ber undskylde, at jeg blev så længe; men jeg måtte i kælderen – (sætter flasken på bordet)
OSVALD
Og hent så et glas til.
REGINE ser forundret på ham
Der står fruens glas, herr Alving.
​
1.utg: 121
​
HIS: 487
OSVALD
Ja, men hent et til dig selv, Regine.
Regine farer sammen og kaster et lynsnart sky sideblik til fru Alving.
OSVALD
Nå?
REGINE sagte og nølende
Er det med fruens vilje –?
FRU ALVING
Hent glasset, Regine.
Regine går ud i spisestuen.
OSVALD ser efter hende
Har du lagt mærke til, hvorledes hun går? Så fast og frejdigt.
FRU ALVING
Dette sker ikke, Osvald!
OSVALD
Den sag er afgjort. Det ser du jo. Det nytter ikke at tale imod.
Regine kommer med et tomt glas, som hun beholder i hånden.
​
1.utg: 122
OSVALD
Sæt dig, Regine.
Regine ser spørgende på fru Alving.
​
HIS: 488
FRU ALVING
Sæt dig ned.
Regine sætter sig på en stol ved spisestuedøren og beholder fremdeles det tomme glas i hånden.
​
HU: 112
FRU ALVING
Osvald, – hvad var det du sa’ om livsglæden?
OSVALD
Ja, livsglæden, mor, – den kender I ikke stort til herhjemme. Jeg fornemmer den aldrig her.
FRU ALVING
Ikke når du er hos mig?
OSVALD
Ikke når jeg er hjemme. Men det forstår du ikke.
FRU ALVING
Jo, jo, jeg tror næsten jeg forstår det – nu.
OSVALD
Den – og så arbejdsglæden. Ja, det er nu igrunden den samme ting. Men den ved I hellerikke noget om.
​
1.utg: 123
FRU ALVING
Det kan du nok ha’ ret i. Osvald, lad mig høre mere om dette her.
OSVALD
Ja, det er bare det jeg mener, at her læres folk op til at tro, at arbejdet er en forbandelse og en syndestraf, og at livet er ​
HIS: 489
noget jammerligt noget, som vi er bedst tjent med at komme ud af jo før jo heller.
FRU ALVING
En jammerdal, ja. Og det gør vi det da også ærligt og redeligt til.
OSVALD
Men sligt noget vil menneskene ikke vide af derude. Der er ingen der, som rigtig tror på den slags lærdomme længer. Derude kan det kendes som noget så jublende lyksaligt, bare det at være til i verden. Mor, har du lagt mærke til, at alt det, jeg har malet, har drejet sig om livsglæden? Altid og bestandig om livsglæden. Der er lys og solskin og søndagsluft, – og strålende fornøjede menneskeansigter. Derfor er jeg ræd for at bli’ her hjemme hos dig.
FRU ALVING
Ræd? Hvad er det du er ræd for her hos mig?
​
1.utg: 124
OSVALD
Jeg er ræd for, at alt det, som er oppe i mig, vilde arte ud i styghed her.
FRU ALVING ser fast på ham
Tror du, det vilde ske?
OSVALD
Jeg ved det så visst. Lev det samme liv herhjemme, som derude, og det blir dog ikke det samme liv.
​
HIS: 490
​
HU: 113
FRU ALVING som spændt har lyttet, rejser sig med store tankefulde øjne og siger
Nu ser jeg sammenhængen.
OSVALD
Hvad ser du?
FRU ALVING
Nu ser jeg den for første gang. Og nu kan jeg tale.
OSVALD rejser sig
Mor, jeg forstår dig ikke.
REGINE som ligeledes har rejst sig
Skal jeg kanske gå?
​
1.utg: 125
FRU ALVING
Nej, bliv her. Nu kan jeg tale. Nu, min gut, skal du vide det altsammen. Og så kan du vælge. Osvald! Regine!
OSVALD
Vær stille. Pastoren –
PASTOR MANDERS kommer ind gennem forstuedøren
Se så, nu har vi havt en hjertens hyggelig stund dernede.
OSVALD
Vi også.
PASTOR MANDERS
Engstrand må hjælpes med dette sjømandshjem. Regine må flytte til ham og være ham behjælpelig –
​
HIS: 491
REGINE
Nej tak, herr pastor.
PASTOR MANDERS lægger nu først mærke til hende
Hvad –? Her, – og med et glas i hånden!
REGINE sætter hurtigt glasset fra sig
Pardon –!
OSVALD
Regine flytter med mig, herr pastor.
​
1.utg: 126
PASTOR MANDERS
Flytter! Med Dem!
OSVALD
Ja, som min hustru, – hvis hun forlanger det.
PASTOR MANDERS
Men du forbarmende –!
REGINE
Jeg kan ikke gøre for det, herr pastor.
OSVALD
Eller hun blir her, hvis jeg blir.
REGINE uvilkårligt
Her!
PASTOR MANDERS
Jeg forstenes over Dem, fru Alving.
​
HIS: 492
FRU ALVING
Ingen af delene sker; for nu kan jeg tale rent ud.
PASTOR MANDERS
Men det vil De da ikke! Nej, nej, nej!
FRU ALVING
Jo, jeg både kan og vil. Og endda skal der ingen idealer falde.
​
HU: 114
OSVALD
Mor, hvad er det for noget, som her skjules for mig!
​
1.utg: 127
REGINE lyttende
Frue! Hør! Der er folk, som skriger udenfor.
Hun går op i blomsterværelset og ser ud.
OSVALD mod vinduet tilvenstre
Hvad er der påfærde? Hvor kommer den lysningen fra?
REGINE råber
Det brænder i asylet!
FRU ALVING mod vinduet
Brænder!
PASTOR MANDERS
Brænder? Umuligt. Jeg var jo nylig dernede.
OSVALD
Hvor er min hat? Nå, det kan være det samme –. Fars asyl –!
Han løber ud gennem havedøren.
​
HIS: 493
FRU ALVING
Mit tørklæde, Regine! Det brænder i lys lue.
PASTOR MANDERS
Forfærdeligt! Fru Alving, der lyser straffedommen over dette forstyrrelsens hus!
​
1.utg: 128
FRU ALVING
Ja, ja visst. Kom, Regine.
Hun og Regine skynder sig ud gennem forstuen.
PASTOR MANDERS slår hænderne sammen
Og så ikke assureret! (ud samme vej)
​
​
1.utg: [129]
​
HIS: 494
​
HU: 115
TREDJE AKT
Stuen som før. Alle dørene står åbne. Lampen brænder fremdeles på bordet. Mørkt udenfor; kun en svag ildskimmer tilvenstre i baggrunden.
Fru Alving, med et stort tørklæde over hodet, står oppe i blomsterværelset og ser ud. Regine, ligeledes med et tørklæde om sig, står lidt bag hende.
FRU ALVING
Brændt altsammen. Lige til grunden.
REGINE
Det brænder endnu i kælderne.
FRU ALVING
At ikke Osvald kommer op. Der er jo ingenting at redde.
REGINE
Skal jeg kanske gå ned til ham med hatten?
FRU ALVING
Har han ikke sin hat engang?
​
1.utg: 130
REGINE peger ud i forstuen
Nej, der hænger den.
​
HIS: 495
FRU ALVING
Så lad den hænge. Nu må han dog komme op. Jeg vil selv se efter.
Hun går ud gennem havedøren.
PASTOR MANDERS kommer fra forstuen
Er ikke fru Alving her?
REGINE
Nu gik hun netop ned i haven.
PASTOR MANDERS
Dette er den forskrækkeligste nat, jeg har oplevet.
REGINE
Ja, er det ikke en gruelig ulykke, herr pastor?
PASTOR MANDERS
Å, tal ikke om det! Jeg tør knapt tænke på det engang.
REGINE
Men hvorledes kan det være gåt til –?
PASTOR MANDERS
Spørg mig ikke, jomfru Engstrand! Hvor kan jeg vide det? Vil De kanske også –? Er det ikke nok, at Deres far –?
​
1.utg: 131
​
HU: 116
REGINE
Hvad han?
PASTOR MANDERS
Å, han har gjort mig rent fortumlet i hodet.
​
HIS: 496
SNEDKER ENGSTRAND kommer gennem forstuen
Herr pastor –!
PASTOR MANDERS vender sig forskrækket
Er De efter mig her også!
ENGSTRAND
Ja, jeg må Gu’ døde mig –! Å, Jøss da! Men dette her er så fælt, herr pastor!
PASTOR MANDERS går frem og tilbage
Desværre, desværre!
REGINE
Hvad er det for noget?
ENGSTRAND
Å, det kom af denne her andagten, ser du. ( sagte) Nu har vi gøken, barnet mit! (højt) Og så at jeg skal være skyld i, at pastor Manders blev skyld i sligt noget!
PASTOR MANDERS
Men jeg forsikkrer Dem, Engstrand –
​
1.utg: 132
ENGSTRAND
Men der var jo ingen andre end pastoren, som rejerte med lysene dernede.
PASTOR MANDERS standser
Ja, det påstår De. Men jeg kan tilforladelig ikke erindre, at jeg havde et lys i min hånd.
​
HIS: 497
ENGSTRAND
Og jeg, som så så grangiveligt, at pastoren tog lyset og snød det med fingrene, og slængte tanen lige bort i høvleflisene.
PASTOR MANDERS
Og det så De på?
ENGSTRAND
Ja, det så jeg plent, det.
PASTOR MANDERS
Dette er det mig umuligt at begribe. Det er ellers aldrig min vane at pudse lys med fingrene.
ENGSTRAND
Ja, det så også fælt uvorrent ud, gjorde det. Men kan det da bli’ så rent farligt, herr pastor?
PASTOR MANDERS går urolig frem og tilbage
Å, spørg mig ikke!
​
1.utg: 133
ENGSTRAND går med ham
Og så har jo ikke pastoren assurert det heller?
PASTOR MANDERS fremdeles gående
Nej, nej, nej; det hører De jo.
​
HU: 117
ENGSTRAND følger med
Ikke assurert. Og så gå bent bort og stikke varme på det alt ihob. Jøss, Jøss, for en ulykke!
PASTOR MANDERS tørrer sveden af panden
Ja, det må De nok sige, Engstrand.
​
HIS: 498
ENGSTRAND
Og så at sligt skulde hænde sig med en velgørendes anstalt, som skulde været til nytte for både by og bygd, som de siger. Bladene vil nok ikke fare fint med pastoren, kan jeg tro.
PASTOR MANDERS
Nej, det er just det, jeg går og tænker på. Det er næsten det værste af det altsammen. Alle disse hadefulde angreb og beskyldninger –! Å, det er forskrækkeligt at tænke sig til!
​
1.utg: 134
FRU ALVING kommer fra haven
Han er ikke at formå til at gå fra slukningen.
PASTOR MANDERS
Ah, er De der, frue.
FRU ALVING
Så slap De dog at holde Deres festtale, pastor Manders.
PASTOR MANDERS
Å, jeg skulde så gladeligen –
FRU ALVING dæmpet
Det var bedst, at det gik, som det gik. Dette asyl var ikke blevet til nogen velsignelse.
PASTOR MANDERS
Tror De ikke?
FRU ALVING
Tror De det?
​
HIS: 499
PASTOR MANDERS
Men det var dog en overmåde stor ulykke alligevel.
FRU ALVING
Vi vil tale kort og godt om det, som en forretningssag. – Venter De på pastoren, Engstrand?
​
1.utg: 135
ENGSTRAND ved forstuedøren
Ja, jeg gør nok det.
FRU ALVING
Så sæt Dem ned så længe.
ENGSTRAND
Tak; jeg står så godt.
FRU ALVING til pastor Manders
De rejser nu formodentlig med dampskibet?
PASTOR MANDERS
Ja. Det går om en times tid.
​
HU: 118
FRU ALVING
Vær da så god at ta’ alle papirerne med Dem igen. Jeg vil ikke høre et ord mere om denne sag. Jeg har fåt andre ting at tænke på –
PASTOR MANDERS
Fru Alving –
FRU ALVING
Siden skal jeg sende Dem fuldmagt til at ordne alting som De selv vil.
​
HIS: 500
PASTOR MANDERS
Det skal jeg så inderlig gerne påtage mig. Legatets oprindelige bestemmelse må jo nu desværre aldeles forandres.
​
1.utg: 136
FRU ALVING
Det forstår sig.
PASTOR MANDERS
Ja, så tænker jeg foreløbig, jeg ordner det så, at gårdparten Solvik tilfalder landsognet. Jordvejen kan jo ingenlunde siges at være fuldstændig værdiløs. Den vil altid kunne gøres nyttig til et eller andet. Og renterne af den kontante beholdning, som indestår i sparebanken, kunde jeg kanske passeligst anvende til at støtte et eller andet foretagende, som måtte siges at være til gavn for byen.
FRU ALVING
Ganske som De vil. Det hele er mig nu aldeles ligegyldigt.
ENGSTRAND
Tænk på mit sjømandshjem, herr pastor!
PASTOR MANDERS
Ja, tilforladelig, De siger noget. Nå, det må nøje overlægges.
ENGSTRAND
Nej fan’ ikke overlægge –. Å Jøss’ da!
PASTOR MANDERS med et suk
Og jeg ved jo desværre ikke, hvor længe jeg får med de sager at bestille. Om ikke den ​
1.utg: 137
offentlige mening vil nøde ​
HIS: 501
mig til at fratræde. Det beror jo altsammen på udfaldet af brandforhørerne.
FRU ALVING
Hvad er det De siger?
PASTOR MANDERS
Og udfaldet lar sig aldeles ikke på forhånd beregne.
ENGSTRAND nærmere
Å jo såmæn gør det så. For her står Jakob Engstrand og jeg.
PASTOR MANDERS
Ja ja, men –?
​
HU: 119
ENGSTRAND sagtere
Og Jakob Engstrand er ikke den mand, som svigter en værdig velgører i nødens stund, som de kalder det.
PASTOR MANDERS
Ja men kære, – hvorledes –?
ENGSTRAND
Jakob Engstrand er som en redningens engel at lignes ved, han, herr pastor!
PASTOR MANDERS
Nej, nej, dette kan jeg tilforladelig ikke modtage.
​
1.utg: 138
ENGSTRAND
Å, det blir nu så alligevel. Jeg ved en, som har taget skylden på sig for andre engang før, jeg.
​
HIS: 502
PASTOR MANDERS
Jakob! (trykker hans hånd) De er en sjelden personlighed. Nå, De skal også bli’ forhjulpen til Deres sømands-asyl; det kan De lide på.
Engstrand vil takke, men kan ikke for rørelse.
PASTOR MANDERS hænger rejsetasken om skuldren
Og så afsted. Vi to rejser sammen.
ENGSTRAND ved spisestuedøren, sagte til Regine
Følg med mig, tøs! Du skal få leve som guld i et æg.
REGINE kaster på nakken
Merci!
Hun går ud i forstuen og henter pastorens rejsetøj.
PASTOR MANDERS
Lev vel, fru Alving! Og gid ordenens og lovlighedens ånd ret snart må holde sit indtog i denne bolig.
FRU ALVING
Farvel, Manders!
Hun går op imod blomsterværelset, idet hun ser Osvald komme ind gennem havedøren.
​
1.utg: 139
ENGSTRAND idet han og Regine hjælper pastoren ydertøjet på
Farvel, barnet mit. Og skulde der komme noget på med dig, så ved du, hvor Jakob Engstrand er at finde. ( sagte) Lille Havnegaden, hm –! (til fru Alving og Osvald) Og huset for de vejfarendes sjømænderne, det skal kaldes «Kammerherre ​
HIS: 503
Alvings hjem», det. Og får jeg styre det huset efter mine funderinger, så tør jeg love, at det skal bli’ salig kammerherren værdigt.
​
HU: 120
PASTOR MANDERS i døren
Hm – hm! Kom så, min kære Engstrand. Farvel; farvel!
Han og Engstrand går ud gennem forstuen.
OSVALD går henimod bordet
Hvad var det for et hus, han talte om?
FRU ALVING
Det er nok et slags asyl, som han og pastor Manders vil oprette.
OSVALD
Det vil brænde op ligesom alt dette her.
FRU ALVING
Hvor falder du på det?
​
1.utg: 140
OSVALD
Alting vil brænde. Der blir ingenting tilbage, som minder om far. Jeg går også her og brænder op.
Regine ser studsende på ham.
FRU ALVING
Osvald! Du skulde ikke blevet så længe dernede, min stakkers gut.
​
HIS: 504
OSVALD sætter sig ved bordet
Jeg tror næsten, du har ret i det.
FRU ALVING
Lad mig tørre dit ansigt, Osvald; du er ganske våd.
Hun tørrer ham med sit lommetørklæde.
OSVALD ser ligegyldig frem for sig
Tak, mor.
FRU ALVING
Er du ikke træt, Osvald? Vil du kanske sove?
OSVALD angst
Nej, nej, – ikke sove! Jeg sover aldrig; jeg bare lader så. (tungt) Det kommer tidsnok.
​
1.utg: 141
FRU ALVING ser bekymret på ham
Jo, du er rigtignok syg alligevel, min velsignede gut.
REGINE spændt
Er herr Alving syg?
OSVALD utålmodig
Og så luk alle dørene! Denne dødelige angst –
FRU ALVING
Luk, Regine.
Regine lukker og blir stående ved forstuedøren. Fru Alving tager sit tørklæde af; Regine gør det samme.
​
HIS: 505
FRU ALVING rykker en stol hen til Osvalds og sætter sig hos ham
Se så; nu vil jeg sidde hos dig –
​
HU: 121
OSVALD
Ja, gør det. Og Regine skal også bli’ inde. Regine skal altid være om mig. Du gir mig nok håndsrækningen, Regine. Gør du ikke det?
REGINE
Jeg forstår ikke –
FRU ALVING
Håndsrækningen?
​
1.utg: 142
OSVALD
Ja, – når det behøves.
FRU ALVING
Osvald, har du ikke din mor til at gi’ dig en håndsrækning.
OSVALD
Du? (smiler) Nej, mor, den håndsrækning gir du mig ikke. (ler tungt) Du! Ha-ha! (ser alvorligt på hende) Forresten var du jo nærmest til det. (hæftigt) Hvorfor kan du ikke sige du til mig, Regine? Hvorfor kalder du mig ikke Osvald?
REGINE sagte
Jeg tror ikke fruen vilde like det.
FRU ALVING
Om lidt skal du få lov til det. Og sæt dig så her hos os, du også.
Regine sætter sig stilfærdigt og nølende på den anden side af bordet.
​
HIS: 506
FRU ALVING
Og nu, min stakkers forpinte gut, nu skal jeg ta’ byrderne af dit sind –
OSVALD
Du, mor?
​
1.utg: 143
FRU ALVING
– alt det, du kalder for nag og anger og bebrejdelser –
OSVALD
Og det tror du, du kan?
FRU ALVING
Ja, nu kan jeg det, Osvald. Du kom før til at tale om livsglæden; og da gik der ligesom et nyt lys op for mig over alle tingene i hele mit liv.
OSVALD ryster på hodet
Dette her forstår jeg ikke noget af.
FRU ALVING
Du skulde ha’ kendt din far, da han var ganske ung løjtnant. I ham var livsglæden oppe, du!
OSVALD
Ja, det ved jeg.
FRU ALVING
Det var som et søndagsvejr bare at se på ham. Og så den ustyrlige kraft og livsfylde, som var i ham!
​
HIS: 507
OSVALD
Og så –?
​
1.utg: 144
​
HU: 122
FRU ALVING
Og så måtte sligt et livsglædens barn, – for han var som et barn, dengang, – han måtte gå herhjemme i en halvstor by, som ingen glæde havde at byde på, men bare fornøjelser. Måtte gå her uden at ha’ noget livsformål; han havde bare et embede. Ikke øjne noget arbejde, som han kunde kaste sig over med hele sit sind; – han havde bare forretninger. Ikke eje en eneste kammerat, som var mægtig at føle hvad livsglæde er for noget; bare dagdrivere og svirebrødre –
OSVALD
Mor –!
FRU ALVING
Så kom det, som det måtte komme.
OSVALD
Og hvorledes måtte det da komme?
FRU ALVING
Du sagde selv før iaftes, hvorledes det vilde gå med dig, om du blev hjemme.
OSVALD
Vil du dermed sige, at far –?
FRU ALVING
Din stakkers far fandt aldrig noget afløb for den overmægtige livsglæde, som var i ham. Jeg bragte heller ikke søndagsvejr ind i hans hjem.
​
1.utg: 145
​
HIS: 508
OSVALD
Ikke du heller?
FRU ALVING
De havde lært mig noget om pligter og sligt noget, som jeg har gåt her og troet på så længe. Alting så munded det ud i pligterne, – i mine pligter og i hans pligter og –. Jeg er ræd, jeg har gjort hjemmet uudholdeligt for din stakkers far, Osvald.
OSVALD
Hvorfor har du aldrig skrevet mig noget til om dette?
FRU ALVING
Jeg har aldrig før set det slig, at jeg kunde røre ved det til dig, som var hans søn.
OSVALD
Og hvorledes så du det da?
FRU ALVING langsomt
Jeg så bare den ene tingen, at din far var en nedbrudt mand før du blev født.
OSVALD dæmpet
Ah –!
Han rejser sig og går hen til vinduet.
​
1.utg: 146
​
HU: 123
FRU ALVING
Og så tænkte jeg dag ud og dag ind på den ene sagen, at Regine igrunden hørte til her i huset – ligesom min egen gut.
​
HIS: 509
OSVALD vender sig hurtigt
Regine –!
REGINE farer ivejret og spørger dæmpet
Jeg –!
FRU ALVING
Ja, nu ved I det begge to.
OSVALD
Regine!
REGINE hen for sig
Så mor var altså slig en.
FRU ALVING
Din mor var bra’ i mange stykker, Regine.
REGINE
Ja, men hun var altså slig en alligevel. Ja, jeg har nok tænkt det iblandt; men –. Ja, frue, må jeg så få lov til at rejse straks på timen?
FRU ALVING
Vil du virkelig det, Regine?
​
1.utg: 147
REGINE
Ja, det vil jeg da rigtignok.
FRU ALVING
Du har naturligvis din vilje, men –
​
HIS: 510
OSVALD går hen imod Regine
Rejse nu? Her hører du jo til.
REGINE
Merci, herr Alving; – ja, nu får jeg vel sige Osvald da. Men det var rigtignok ikke på den måden, jeg havde ment det.
FRU ALVING
Regine, jeg har ikke været åbenhjertig imod dig –
REGINE
Nej, det var såmæn synd at sige! Havde jeg vidst, at Osvald var sygelig så –. Og så nu, da det ikke kan bli’ til noget alvorligt mellem os –. Nej, jeg kan rigtig ikke gå her ude på landet og slide mig op for syge folk.
OSVALD
Ikke engang for en, som står dig så nær?
REGINE
Nej såmæn om jeg kan. En fattig pige får nytte sin ungdom; for ellers kan en komme ​
1.utg: 148
til at stå på en bar bakke før en ved af det. Og jeg har også livsglæde i mig, frue!
FRU ALVING
Ja, desværre; men kast dig bare ikke bort, Regine.
​
HU: 124
REGINE
Å, sker det, så skal det vel så være. Slægter Osvald på sin far, så slægter vel jeg på min mor, kan jeg tænke. – Må jeg spørge fruen, om pastor Manders ved besked om dette her med mig?
​
HIS: 511
FRU ALVING
Pastor Manders ved altsammen.
REGINE får travlt med sit tørklæde
Ja, så får jeg rigtig se at komme afgårde med dampbåden så fort jeg kan. Pastoren er så snil at komme tilrette med; og jeg synes da rigtignok, at jeg er lige så nær til lidt af de pengene, som han – den fæle snedkeren.
FRU ALVING
De skal være dig vel undt, Regine.
REGINE ser stivt på hende
Fruen kunde gerne ha’ opdraget mig som en konditioneret mands barn; for det havde passet bedre for mig. (kaster på nakken) Men ​
1.utg: 149
skidt, – det kan være det samme! (med et forbittret sideblik til den korkede flaske) Jeg kan såmæn endnu komme til at drikke champagnevin med konditionerte folk, jeg.
FRU ALVING
Og trænger du til et hjem, Regine, så kom til mig.
REGINE
Nej, mange tak, frue. Pastor Manders tar sig nok af mig, han. Og skulde det gå rigtig galt, så ved jeg jo et hus, hvor jeg hører hjemme.
FRU ALVING
Hvor er det?
REGINE
I kammerherre Alvings asyl.
​
HIS: 512
FRU ALVING
Regine, – nu ser jeg det, – du går tilgrunde!
REGINE
Å pyt! Adieu.
Hun hilser og går ud gennem forstuen.
OSVALD står ved vinduet og ser ud
Gik hun?
FRU ALVING
Ja.
​
1.utg: 150
OSVALD mumler hen for sig
Jeg tror det var galt, dette her.
FRU ALVING går hen bag ham og lægger hænderne på hans skuldre
Osvald, min kære gut, – har det rystet dig stærkt?
OSVALD vender ansigtet imod hende
Alt dette om far, mener du?
​
HU: 125
FRU ALVING
Ja, om din ulykkelige far. Jeg er så ræd, det skal ha’ virket for stærkt på dig.
OSVALD
Hvor kan du falde på det? Det kom mig naturligvis højst overraskende; men igrunden kan det jo være mig ganske det samme.
​
HIS: 513
FRU ALVING trækker hænderne til sig
Det samme! At din far var så grænseløs ulykkelig!
OSVALD
Naturligvis kan jeg føle deltagelse for ham, som for enhver anden, men –
FRU ALVING
Ikke anderledes! For din egen far!
​
1.utg: 151
OSVALD utålmodig
Ja, far – far. Jeg har jo aldrig kendt noget til far. Jeg husker ikke andet om ham, end at han engang fik mig til at kaste op.
FRU ALVING
Dette er forfærdeligt at tænke sig! Skulde ikke et barn føle kærlighed for sin far alligevel?
OSVALD
Når et barn ikke har noget at takke sin far for? Aldrig har kendt ham? Holder du virkelig fast ved den gamle overtro, du, som er så oplyst forresten?
FRU ALVING
Og det skulde bare være overtro –!
OSVALD
Ja, det kan du vel indse, mor. Det er en af disse meninger, som er sat i omløb i verden og så –
FRU ALVING rystet
Gengangere!
​
HIS: 514
OSVALD går henover gulvet
Ja, du kan gerne kalde dem gengangere.
FRU ALVING i udbrud
Osvald, – så elsker du heller ikke mig!
​
1.utg: 152
OSVALD
Dig kender jeg da ialfald –
FRU ALVING
Ja, kender; men er det alt!
OSVALD
Og jeg ved jo, hvor meget du holder af mig; og det må jeg da være dig taknemmelig for. Og du kan jo være mig så umådelig nyttig, nu, da jeg er syg.
FRU ALVING
Ja, kan jeg ikke det, Osvald! Å, jeg kunde næsten velsigne din sygdom, som drev dig hjem til mig. For jeg ser det nok; jeg har dig ikke; du må vindes.
​
HU: 126
OSVALD utålmodig
Ja, ja, ja; alt dette er nu sådanne talemåder. Du må huske på, jeg er et sygt menneske, mor. Jeg kan ikke beskæftige mig så meget med andre; jeg har nok med at tænke på mig selv.
FRU ALVING lavmælt
Jeg skal være nøjsom og tålmodig.
OSVALD
Og så glad, mor!
​
1.utg: 153
​
HIS: 515
FRU ALVING
Ja, min kære gut, det har du ret i. (går hen til ham) Har jeg nu taget alle nag og bebrejdelser fra dig?
OSVALD
Ja, det har du. Men hvem tar nu angsten?
FRU ALVING
Angsten?
OSVALD går henover gulvet
Regine havde gjort det for et godt ord.
FRU ALVING
Jeg forstår dig ikke. Hvad er dette med angsten – og med Regine?
OSVALD
Er det meget sent på natten, mor?
FRU ALVING
Det er tidligt på morgenen. (ser ud i blomsterværelset) Dagen begynder alt at gry oppe i højderne. Og så blir det klarvejr, Osvald! Om lidt skal du få se solen.
OSVALD
Det glæder jeg mig til. Å, der kan være mangt og meget for mig at glæde mig ved og leve for –
​
1.utg: 154
FRU ALVING
Det skulde jeg vel tro!
​
HIS: 516
OSVALD
Om jeg end ikke kan arbejde, så –
FRU ALVING
Å, nu vil du snart kunne komme til at arbejde igen, min kære gut. Nu har du jo ikke længer alle disse nagende og trykkende tankerne at gå og ruge over.
OSVALD
Nej, det var godt, at du fik væltet alle de indbildninger af mig. Og når jeg nu bare er kommen over dette ene – (sætter sig i sofaen) Nu vil vi snakke sammen, mor –
FRU ALVING
Ja, lad os det.
Hun skyver en lænestol hen til sofaen og sætter sig tæt ved ham.
OSVALD
– og så rinder solen imens. Og så ved du det. Og så har jeg ikke længer denne angsten.
​
HU: 127
FRU ALVING
Hvad er det jeg ved, sa’ du?
​
1.utg: 155
OSVALD uden at høre på hende
Mor, var det ikke så du sa’ før ikveld, at der ikke var den ting til i verden, som du ikke vilde gøre for mig, om jeg bad dig om det?
FRU ALVING
Jo, det sa’ jeg rigtignok!
​
HIS: 517
OSVALD
Og det står du ved, mor?
FRU ALVING
Det kan du lide på, du min kære eneste gut. Jeg lever jo ikke for noget andet, end bare for dig alene.
OSVALD
Ja, ja, så skal du da høre –. Du, mor, du har et stærkt kraftfuldt sind, det ved jeg. Nu skal du sidde ganske rolig, når du får høre det.
FRU ALVING
Men hvad er det da for noget forfærdeligt –!
OSVALD
Du skal ikke skrige op. Hører du? Lover du mig det? Vi vil sidde og snakke ganske stille om det. Lover du mig det, mor?
FRU ALVING
Ja, ja, jeg lover dig det; men bare tal!
​
1.utg: 156
OSVALD
Ja, så skal du da vide, at det med trætheden, – og det, at jeg ikke tåler at tænke på arbejde, – alt det er ikke sygdommen selv –
FRU ALVING
Hvad er da sygdommen selv?
OSVALD
Den sygdom, jeg har fåt som arvelod, den – (peger på panden og tilføjer ganske sagte) den sidder herinde.
​
HIS: 518
FRU ALVING næsten målløs
Osvald! Nej – nej!
OSVALD
Ikke skrige. Jeg kan ikke tåle det. Jo, du, den sidder herinde og lurer. Og den kan bryde løs hvad tid og time det skal være.
FRU ALVING
Å, hvilken rædsel –!
OSVALD
Nu bare rolig. Slig står det til med mig –
FRU ALVING springer op
Dette er ikke sandt, Osvald! Det er umuligt! Det kan ikke være så!
​
1.utg: 157
OSVALD
Jeg har havt et anfald dernede. Det gik snart over. Men da jeg fik vide, hvorledes det havde været ​
HU: 128
med mig, da kom angsten over mig så rasende og jagende; og så rejste jeg hjem til dig så fort jeg kunde.
FRU ALVING
Det er altså angsten –!
OSVALD
Ja, for dette er så ubeskrivelig afskyeligt, ser du. Å, havde det bare været en almindelig dødelig sygdom –. For jeg er ikke så bange for at dø; skønt jeg jo gerne vil leve så længe jeg kan.
FRU ALVING
Ja, ja, Osvald, det må du!
​
HIS: 519
OSVALD
Men dette er så forfærdelig afskyeligt. At bli’ ligesom forvandlet til et spædt barn igen; at måtte mades, at måtte –. Å, – det er ikke til at beskrive!
FRU ALVING
Barnet har sin mor til at pleje sig.
OSVALD springer op
Nej, aldrig; det er netop det, jeg ikke vil! Jeg tåler ikke at tænke på, at jeg kanske skulde ​
1.utg: 158
ligge slig i mange år, – bli’ gammel og grå. Og så kunde du kanske dø fra mig imens. (sætter sig i fru Alvings stol) For det behøver ikke at ende dødeligt straks, sa’ lægen. Han kaldte det et slags blødhed i hjernen – eller noget sligt. (smiler tungt) Jeg synes, det udtryk høres så smukt. Jeg kommer altid til at tænke på kirsebærrøde silkefløjels drapperier, – noget, som er delikat at stryge nedad.
FRU ALVING skriger
Osvald!
OSVALD springer op igen og går henover gulvet
Og nu har du taget Regine fra mig! Havde jeg bare havt hende. Hun havde nok givet mig håndsrækningen, hun.
FRU ALVING går hen til ham
Hvad mener du med det, min elskede gut? Er der da nogen håndsrækning i verden, som ikke jeg skulde ville gi’ dig?
OSVALD
Da jeg var kommen mig efter anfaldet dernede, så sa’ lægen mig det, at når det kommer igen, – og det kommer igen, – så er der ikke noget håb mere.
​
1.utg: 159
​
HIS: 520
FRU ALVING
Og det var han hjerteløs nok til at –
​
HU: 129
OSVALD
Jeg forlangte det af ham. Jeg sa’ ham, at jeg havde forføjninger at træffe –. (smiler listigt) Og det havde jeg også. (trækker en liden æske op af den indre brystlomme) Mor, ser du denne her?
FRU ALVING
Hvad er det for noget?
OSVALD
Morfinpulver.
FRU ALVING ser forfærdet på ham
Osvald, – min gut?
OSVALD
Jeg har fåt tolv kapsler sparet sammen –
FRU ALVING griber
Giv mig æsken, Osvald!
OSVALD
Ikke endnu, mor.
Han gemmer æsken igen i lommen.
FRU ALVING
Dette overlever jeg ikke!
​
1.utg: 160
​
HIS: 521
OSVALD
Det må overleves. Havde jeg nu havt Regine her, så havde jeg sagt hende, hvorledes det stod til med mig – og bedt hende om den sidste håndsrækning. Hun havde hjulpet mig; det er jeg viss på.
FRU ALVING
Aldrig!
OSVALD
Når det forfærdelige var kommet over mig og hun så mig ligge der hjælpeløs, som et lidet spædebarn, uhjælpelig, fortabt, håbløs, – ingen redning mere –
FRU ALVING
Aldrig i verden havde Regine gjort dette!
OSVALD
Regine havde gjort det. Regine var så prægtig lethjertet. Og hun var snart bleven ked af at passe en slig syg, som jeg.
FRU ALVING
Da lov og pris, at ikke Regine er her!
OSVALD
Ja, nu får altså du gi’ mig håndsrækningen, mor.
FRU ALVING skriger højt
Jeg!
​
1.utg: 161
OSVALD
Hvem er nærmere til det end du?
​
HIS: 522
FRU ALVING
Jeg! Din mor!
OSVALD
Just derfor.
FRU ALVING
Jeg, som har givet dig livet!
OSVALD
Jeg har ikke bedt dig om livet. Og hvad er det for et slags liv, du har givet mig? Jeg vil ikke ha’ det! Du skal ta’ det igen!
​
HU: 130
FRU ALVING
Hjælp! Hjælp!
Hun løber ud i forstuen.
OSVALD efter hende
Gå ikke fra mig! Hvor vil du hen?
FRU ALVING i forstuen
Hente lægen til dig, Osvald! Lad mig komme ud!
OSVALD sammesteds
Du kommer ikke ud. Og her kommer ingen ind.
En nøgle drejes om.
​
1.utg: 162
FRU ALVING kommer ind igen
Osvald! Osvald, – mit barn!
​
HIS: 523
OSVALD følger hende
Har du en mors hjerte for mig, – du, som kan se mig lide al denne unævnelige angst!
FRU ALVING efter et øjebliks stilhed, siger behersket
Her er min hånd på det.
OSVALD
Vil du –?
FRU ALVING
Om det blir nødvendigt. Men det blir ikke nødvendigt. Nej, nej, det er aldrig muligt!
OSVALD
Ja, lad os håbe på det. Og lad os så leve sammen så længe vi kan. Tak, mor.
Han sætter sig i den lænestol, som fru Alving har flyttet hen til sofaen. Dagen bryder frem; lampen blir ved at brænde på bordet.
FRU ALVING nærmer sig varsomt
Føler du dig nu rolig?
OSVALD
Ja.
FRU ALVING bøjet over ham
Det har været en forfærdelig indbildning hos dig, Osvald. Altsammen indbildning. Du har ​
1.utg: 163
ikke tålt alt dette oprivende. Men nu skal du få hvile ud. Hjemme hos din egen mor, du min velsignede gut. Alt, hvad du peger på, skal du få, som dengang du var et lidet barn. – Se så. Nu er anfaldet over. Ser du, hvor ​
HIS: 524
let det gik! Å, det vidste jeg nok. – Og ser du, Osvald, hvilken dejlig dag vi får? Skinnende solvejr. Nu kan du rigtig få se hjemmet.
Hun går hen til bordet, og slukker lampen. Solopgang. Bræen og tinderne i baggrunden ligger i skinnende morgenlys.
​
HU: 131
OSVALD sidder i lænestolen med ryggen mod baggrunden, uden at røre sig; pludseligt siger han
Mor, gi’ mig solen.
FRU ALVING ved bordet, ser studsende på ham
Hvad siger du?
OSVALD gentager dumpt og toneløst
Solen. Solen.
FRU ALVING hen til ham
Osvald, hvorledes er det med dig?
Osvald synes at skrumpe sammen i stolen; alle musklerne slappes; hans ansigt er udtryksløst; øjnene stirrer sløvt frem.
FRU ALVING dirrende af rædsel
Hvad er dette! (skriger højt) Osvald! Hvorledes har du det! (kaster sig på knæ ned ved ham og rusker ​
1.utg: 164
i ham) Osvald! Osvald! Se på mig! Kender du mig ikke?
OSVALD toneløst som før
Solen. – Solen.
​
HIS: 525
FRU ALVING springer fortvivlet op, river med begge hænder i sit hår og skriger
Dette bæres ikke! (hvisker ligesom stivnet) Dette bæres ikke! Aldrig! (pludseligt) Hvor har han dem henne? (famler pilsnart over hans bryst) Her! (viger et par skridt tilbage og skriger) Nej; nej; nej! – Jo! – Nej; nej!
Hun står et par skridt fra ham, med hænderne indfiltret i håret, og stirrer på ham i målløs rædsel.
OSVALD sidder ubevægelig som før og siger
Solen. – Solen.
​
1.utg:
​
1.utg:
​
1.utg:
​
1.utg:

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her